om taknemlighed og den 26.januar

image

I dag er det tirsdag den 26.januar 2016 og det er otte år siden, at jeg  foretog det værste opkald nogensinde. Et opkald som bare skulle være et hurtigt hej til min daværende kæreste, der havde været væk et døgns tid med sit arbejde, men der istedet blev et opkald besvaret af en ældre betjent, der “desværre måtte informere at Reuben Paniora var død”.

Et opkald som den dag i dag står helt skarpt i min hukommelse og helt skarpt i mit følelsesregister, men som ikke længere får mig til at græde. Jeg har genspillet denne frekvens af mit liv så mange gange i min hjerne, at det er blevet en del af mig uden at definere mig. Men det er også en frekvens som dukker op en gang imellem, når jeg bliver mindet om, hvor skrøbeligt livet er og at jeg skal huske at være taknemlig for hvad jeg havde og især for hvad jeg har nu sammen med min kæreste og datter. Lige gyldigt hvor hårdt livet kan være imod os, så har vi vores skønne datter Andrea, og vi har stadig hinanden, selvom vi og vores forhold gang på gang bliver presset af udefrakommende faktorer.

Vi har Andrea, der smiler til os som det første om morgenen, hun griner og løber rundt, hun tumler og hun skælder ud, og giver os de største og blødeste kram og de dejligste smil, så hendes øjne skinner. For hende kæmper vi.

Om mental oprydning og en boganmeldelse

IMG_1885Hvis jeg nogensinde skulle til et AA-lignende møde, ville det i stedet hedde AS. Anonyme Samlere. Hej jeg hedder Lone. Jeg samler på ting. Det har jeg ikke altid gjort. En gang kunne jeg sagtens smide ting ud, når jeg ikke havde brug for det mere og nogen gange har jeg stadig gode perioder, hvor det sker. Ting, som ikke har nogen affektionsværdi for mig. Tøj, som ikke har nogen affektionsværdi for mig. Men jo ældre jeg bliver, des flere ting får listet sig ind i mit hjem og gemmer sig i små bokse, æsker og skuffer, fordi jeg altid kan huske en historie til den pågældende ting. Tag en kjole, en gammel frakke eller en bluse frem fra mit skab og jeg kan fortælle dig, hvem jeg dansede med i den pågældende kjole,  hvem jeg kyssede i regnen foran rådhuset i den gamle frakke eller hvilken eksamen jeg var til i den blonde bluse. Åben en lille æske så ligger der en lille rynken kastanje og jeg ved lige præcis hvem der gik rundt med den i lommen som good luck charm inden jeg fik den eller rod igennem boksen med alle mine gamle breve og postkort, og jeg kan fortælle dig specifikt om personerne og mit forhold til dem på det pågældende tidspunkt. Og minderne er jo rare at have. Men tingene fylder mentalt for meget i form af deres fysiske masse og jeg er kommet frem til den konklusion, at det er på tide at rydde op og smide ud. En gammel trææske fyldt med små parfumeflakoner tjener intet formål, når jeg ikke bruger dem og parfumen er sikkert blevet harsk. Gamle bluser der måske har set bedre dage eller måske passer bedre til en pige i starten af tyverne fremfor en kvinde i starten af trediverne skal nu smides i småt brandbart eller sendes til genbrug. Jeg har længe forsøgt at sælge eller sortere og smide tøj ud, som jeg ikke længere har lyst til at have på. Det være sig fejlkøb, for stort eller for småt og nogen gange for slidt. Især de der slidte jeans, som ikke kan lappes mere og der ikke er anstændige at have på uden for privaten, medmindre man er teenager med en røv der er tættere på skulderbladene end på anklerne. Nu er det nu. En,to,tre nu, smid ud.

Denne såkaldte åbenbaring kommer efter jeg har læst “mine 100 ting” skrevet af Lucy Dillon. På engelsk “a hundred pieces of me”. En letfordøjelig roman på knap 500 sider, der tager udgangspunkt i en kvindes nye liv efter sin skilsmisse. Hun forsøger at rydde op i sit liv og være meget kritisk med hvad hun beholder. Hun vil kun beholde 100 ting. Man bliver ført igennem historien med gamle minder knyttet til de ting, hun vælger at beholde, som samlet giver et billede af den nutidige kvinde. Så simpel og så letlæselig. Men alligevel en øjenåbner. For mig i hvert fald. Ryd op, smid ud og lev i nuet. Læs den.

Så nu er der fundet store affaldssække frem (selvfølgelig de gennemsigtige) og en en tur på containerpladsen i den nærmeste fremtid bliver vist aktuel.

God plads, god karma.

Kærligst, Lone

 

Fra fuldtidsmor til mor på deltid!

IMG_1815

Om mindre end en uge er min barsel slut. Heldigvis har jeg syv ugers ferie til gode, der lige skal bruges, inden jeg skal tilbage på arbejde. For jeg er slet ikke klar. Der er så meget, jeg hellere vil, hovedsagligt tilbringe min tid sammen med Andrea og skabe et godt familieliv for os alle fire (inklusive den hun-gale handhund), mens Andrea er lille, istedet for at jage af sted for at nå det hele med fuldtids arbejde og 10 timers kørsel hver uge. Jeg har været væk fra arbejdsmarkedet siden den 2.maj 2014 og det har været fantastisk. Alle spørger mig nu, om jeg ikke glæder mig til at vende tilbage til arbejde. At komme til at snakke med voksne mennesker igen, og ikke kun være sammen med en baby hele dagen. Jeg kommer selvfølgelig også som pædagog til at tilbringe meget tid sammen med børn i mit arbejde. Bare ikke mit eget barn. Ja jeg savner mine glade, dygtige og skønne kollegaer, som i mine øjne altid arbejder for fuld styrke for at give børnene den bedste hverdag og en god start i livet med en tryg og spændende barndom. Men nej, jeg glæder mig ikke til at komme tilbage, for jeg har ikke savnet noget i min barsel. Jeg har brugt min energi på at lære vores datter og hendes behov at kende og forsøge at give hende de bedste vilkår og den bedste start i livet. Jeg har nydt hvert øjeblik, selv når det hele sejlede, huset lignede et krater, Andrea ikke ville sove, ikke ville spise, havde feber eller ondt for tænder og Jørgen havde travlt med det nye hus og ingen af os havde overskud til andet et godnatkys inden vi faldt i søvn under dynerne. Så har det været fantastisk at få lov at gå hjemme med denne lille skønne pige og følge hende i hendes udvikling og begejstring for verden.

Men det stopper åbenbart efter et år. Nu skal jeg tilbage på arbejde for at samfundet kan hænge sammen. Jeg skal sende min datter i institution eller dagpleje og lade en anden tage sig af hende, mens jeg tager mig af andres børn. Fra nu af er det fagfolk, der skal tage over og være sammen med min datter i de fleste af hendes vågne timer, mens jeg kører den lange vej på arbejde, som sikkert føles endnu længere, når jeg skal skynde mig hjem og hente min datter efter arbejdstid. Lige nu kan jeg ikke se et alternativ, men jeg håber det dukker op i løbet af de næste syv uger, inden jeg skal tilbage på arbejde.

Jeg har endnu ikke selv mødt fordomme, når jeg har luftet ideen om at være hjemmegående eller mor på fuldtid, mens mit barn er lille, men jeg ved at de eksisterer. Samfundet forventer at vi alle spæder til og oftest er det jo økonomisk i form af et arbejde. Og en hjemmegående husmor spæder ikke til økonomisk. Men hvad er det så en mor på fuldtid kan give samfundet, hvis man skal se det store perspektiv. I det lille perspektiv, som er familien, kan det give ro og nærvær, det kan give glade og sunde børn, der trives og har overskud, fordi overskud smitter. Og mon ikke det også kan smitte af på det store perspektiv. Jeg ved det ikke, men jeg forestiller mig det. Og her selvfølgelig sagt, at det kan jo også være far på fuldtid, hvis familien er sådan indrettet. Jeg ved i hvert fald bare, at jeg ikke har fået et barn for at være mor på deltid.

Hvilke tanker og overvejelser gør man sig, lige inden man skal sende sit barn i institution eller dagpleje og hvordan gør man sig selv klar til det, som er noget man reelt ikke ønsker, men måske er nødt til?

Eller er det bare at acceptere, at det er sådan vores samfund er indrettet?

Venindesnak, ordet pyt og en heldig kartoffel

image

Kender du det, når du er sammen med et menneske, og du har ro i din krop og ro i din hjerne. Du føler ikke at du skal præstere eller bruge energi på at fremhæve dine gode sider, for at dække over de knap så gode sider, som vi jo vel alle har. Når du er sammen med et menneske, der kender dig så godt, at du bare kan slappe af og nyde selskabet? Sådan en veninde har jeg og jeg føler mig heldig, fordi hun har villet være min veninde så længe, som vi nu har været det. Jeg tror ikke jeg får  sagt nok til hende, hvor meget det betyder, at vi stadig har kontakt. Jeg ville ønske, at jeg var bedre til det, for endnu en gang i søndags, mindede hun mig om, hvor heldig jeg er.

Vi kan tale om de helt store politiske tanker, som vi går og har, og vi kan snakke om vores unger, som jo (mellem os) kan være pisseirriterende), og vi selvfølgelig elsker bundløst og betingelsesløst. Vi kan grine af hinanden, uden at det sårer den anden, når vi oser rundt i Salling og prøver rouge og diverse og ligner de sundeste ungmøer med dejlige røde kinder – på afstand, men tæt på er vi nok nærmere barronesse enken fra fjerde sal, der forsøger at skjule lidt for mange år i hi. Vi kan mindes vores skoledage sammen og heldigvis ejer vi vist hver en god portion selvironi, så der er ingen minder, der ikke må komme for dagens lys.

Vi havde en god samtale om curling forældre, føtex dyrekort, at tage ansvar for sit eget liv og sine valg i livet og hvordan man giver det videre eller hvad giver videre, hvis man aldrig lærer sine børn at sige; Pyt!

Pyt med at du ikke fik alle dyrekortene. Pyt med at du ikke kom ind på drømmestudiet, du finder nok på noget andet. Pyt med at du ikke fik den kæreste, du gerne ville have. Der findes nok andre til dig derude. Der er altid nye veje at tage, og her var vi meget enige om, at det må være forældrenes opgave at guide børnene til at vælge den vej, der passer dem bedst, og guide dem til nye veje, hvis det første mislykkedes. I Sakking faldt vi selvfølgelig over en plakat, der sammenføjede, hvad vi havde snakket om. På en hvid baggrund var der tegnet et vejskilt, hvor der foroven var en pil i hver retning. På disse pile stod der:

<– Den ene vej              Den anden vej–>

Så sort og hvidt er det selvfølgelig ikke, men måske er det alligevel ret simpelt. Hvis jeg ikke kan gå den ene vej, så går jeg den anden vej, og så må vi se hvad det bringer. Tak for en skøn søndag.

At tage drømme seriøst.

IMG_1144Huset flyder med rod og vasketøjskurven er fyldt til randen. Jeg burde rydde op og gøre rent. I stedet har jeg lavet kaffe, smidt en bolle på risteren og sat mig foran skærmen. Den varme kaffe dufter og smager skønt og i dag er kaffen tiltrængt. Og behovet for at skrive på min blog vinder over mit behov for at have et pænt hjem.

I nat vågnede jeg, forvirret og bange. Jeg var sikker på, at jeg havde glemt at tænde babyalarmen. Selvom den aldrig er tændt om natten, for vi kan jo sagtens høre Andrea. Men jeg var overbevist om, at alarmen skulle være tændt og  jeg ledte febrilsk halvt vågen og halvt i søvne efter den på natbordet, indtil det gik op for mig, at det var noget jeg havde drømt. Så jeg skyndte mig ind på Andreas værelse for at se om hun stadig var i sin seng. Hun lå på ryggen i sin seng med begge sine arme over hovedet, med hovedet lidt til den ene side og underlæben let fremme. Helt stille. Helt fredfyldt. Så måtte jeg lige lytte om hun faktisk træk vejret. Og selvfølgelig gjorde hun. Med ro i sindet og pulsen på vej tilbage til det normale, listede jeg ud på toilettet. Jeg kunne lige så godt tisse, inden jeg hoppede tilbage under den varme dyne. I mørket listede jeg tilbage til sengen, men nåede lige at hamre tæerne ind i et stoleben, inden jeg nåede sengen. Heldigvis vågnede Andrea eller Jørgen ikke, da jeg bandende fandt vejen til sengen. Jeg kunne putte mig under dynen og sove videre.

Jeg har nogen gange haft disse drømme, hvor jeg tror de er virkelige og inden vi fik Andrea kunne jeg bare grine af dem. Men nu hvor drømmene omhandler hende og især frygten for at der er sket noget med hende, så kan jeg mærke, hvordan min puls stiger og det føles som om at jeg har fået en hel garnrulle uld proppet ned i min hals og jeg kan ikke trække vejret. Oftest er jeg heldigvis så træt at jeg ikke rigtig bliver bevidst om mine drømme og derfor heller ikke reagerer så kraftigt på dem. Men alligevel kan jeg have fornemmelsen af ubehag efter en ubehagelig drøm, selvom jeg ikke husker den. Jeg kan gå med denne fornemmelse i flere dage og ville nogen gange ønske, at jeg kunne huske drømmen, lige meget hvor ubehagelig den har været. Så jeg kan fortælle den videre og få det ud af hovedet.

Min bedstemor sagde altid til mig at de drømme man ikke fortæller til andre er de drømme der går i opfyldelse. Og måske er jeg lidt overtroisk med det, da jeg et par gange har haft drømme der er gået i opfyldelse, som jeg er sikker på jeg har drømt inden det skete eller måske mens det skete. Jeg ved det lyder fuldstændigt vanvittigt i nogen folks ører så jeg vil give et eksempel.

Da Reuben døde for syv år siden husker jeg det meget tydeligt, da det var det mest frygtelige jeg nogensinde havde oplevet. Reuben var afsted på firmaweekend til Middelfart med sine kollegaer. Det var første gang vi ikke sov sammen, siden vi havde lært hinanden at kende. Jeg husker at jeg snakkede med ham om aftenen, lige omkring spisetid, hvor han synes han var lidt utilpas og bare ville sove lidt. De havde fået masser af øl i bussen på vej til Middelfart, og jeg tænkte at det var derfor han var træt og utilpas. Da jeg gik i seng ved elleve tiden efter at Ane, som havde besøgt mig den aften, var gået hjem, skrev jeg en sms til Reuben. Jeg skrev at jeg savnede ham og glædede mig til at han kom hjem dagen efter. Jeg gik i seng og sov, indtil jeg vågnede midt om natten, fordi jeg græd i søvne. Hvorfor jeg græd ved jeg ikke, for jeg kan ikke huske at jeg drømte noget. Men jeg kan huske at jeg tørrede mine øjne og kiggede på telefonen. Klokken var næsten halv fire. Der var ingen beskeder.  Jeg husker også at jeg tænkte at Reuben nok bare havde sovet aftenen væk og jeg håbede at han derfor var frisk dagen efter, når han  kom hjem. Næste morgen stod jeg op ved otte tiden, lavede mig en kop te og spiste lidt morgenmad. Derefter satte jeg mig ved symaskinen og forsøgte at lappe et par gamle bukser. Jeg vidste at Reuben og hans kollegaer skulle spise morgenmad inden klokken ti på hotellet, så da klokken var over ti forsøgte jeg at ringe til ham. Det var en politimand, der tog telefonen. Da han forklarede mig, hvorfor han tog telefonen, tabte jeg telefonen og græd og skreg uhæmmet. Min telefon blev smadret og forbindelsen til politiet røg. Og min verden ændrede sig for altid. Da jeg senere hen snakkede med politiet igen, forklarede de mig hændelsesforløbet og de satte tid på hvornår han døde, nemlig mellem tre og halv fire om natten.

Så derfor reagerer jeg, når jeg drømmer. Og prioriterer dette fremfor søvnen.

En mors styrke

I dag er det 7år og 3 måneder siden Reuben døde og i dag er det Reubens fødselsdag. Han kunne være blevet 39 år. I dag er det også Reubens gudsøn Adams otte års fødselsdag. Den dejligste dreng med det skønneste smil. I dag har vi fejret min nevøs snarlige 2 års fødselsdag. Og i dag har Andrea grinet og grædt og skældt ud, alt sammen i  mine arme. Livet fortsætter og vi glæder os over lykken og frygter smerten, der også hører til at være lykkelig.

Lige nu består mit liv af de store glæder og de store frustrationer. At få barn har forandret alt i mit liv. Det har sat alt hvad jeg har oplevet indtil nu i perspektiv. At opleve at kunne elske et andet menneske uden forbehold er det mest fantastiske, men også det mest skræmmende. Jeg ved nu, at alt hvad jeg har oplevet indtil nu af både sorger og glæder, har formet mig og styrket mig til  at være Andreas mor.

Min mor fortalte mig forleden dag om hendes arbejdskollega, som lige havde mistet sin svigersøn. Han døde af kræft. Hans kone og seks årrige datter skulle sige farvel til en højtelsket far. Min mors arbejdskollega, som var mormor til denne skønne seksårige pige kunne kun trøste og være ved deres side, men aldrig fjerne denne store sorg. Pigen havde svært ved at sige farvel til sin far og fik derfor lov til at være der, da han skulle lægges i kisten. Hun havde haft mange spørgsmål til dette med at hendes far skulle begraves. Hun havde spurgt om han blev beskidt i graven, og om de skulle gå på kirkegården med hans post. Hun lagde tegninger i hans kiste og mente også, at han skulle have en pose slik, for hun vidste at hendes far elskede slik. Hun sagde til sin mor, at mormor nok kun gav ham lov til at få et stykke. Mormoren havde hørt den lille pige, og i sorgen glædet sig over barnets umiddelbarhed. Hun var gået hen  til den lille pige, taget hende i hånden og sagt at nu kunne de sammen gå hen og købe en slikpose til hendes far. Den lille pige var meget glad, tog sin mormor i hånden og gik hen til kiosken. Da de stod i kø, stod der en ældre herre bagved pigen og mormoren. Han overhørte mormoren og pigen snakke om at de skulle købe slik, hvorefter han i sjov sagde, at man da ikke fik fredagsslik på en onsdag. Pigen vendte sig resolut om, kiggede på manden og sagde at det IKKE var fredagsslik de skulle have, men slik til hendes far, som han skulle have med i kisten.

Da min mor fortalte dette, kunne jeg ikke holde tårerne tilbage. Denne lille pige skulle forholde sig til en virkelighed, som var så urealistisk og uforståelig, at selv de færreste voksne kan forstå det, når det sker. Og denne mormor gjorde sit bedste for at gøre det hele lidt mere barmhjertigt. Barmhjertigt for sit barnebarn og for sin datter. Og finde styrken til at gøre det midt i sin egen sorg. En mors styrke. At hjælpe med at bære sit barns sorger. Det er denne styrke som gør en mor.

Når livet bliver for svært.

3182606755a4077211060b249857222lLivet er hårdt og det er spændende, det er givende og det dyrt, det er til tider smertefuldt og frygteligt, men det er også fantastisk og fint, skrøbeligt og smukt.

Nogen gange har det været så hårdt og smertefuldt, at jeg hellere ville have trukket alle neglene af mine fingre og brækket samtlige knogler i min krop, end opleve denne smerte. Men omvendt har denne hårde tid og smerte gjort mig stærk. Og jeg kan blive så  ked af det, når andre mennesker ikke magter at komme igennem denne smerte. Når livet bliver for svært for dem og de ikke kan se de små glimt af det fantastiske ved livet. De kan ikke se igennem den smerte og tristhed, der slører deres hjerne. Og til sidst vælger de at ende deres eget liv.

Jeg skriver dette, fordi jeg nu bor i det lille samfund, som jeg gør, hvor alle ved alt om alle, uden egentlig at alle altid kender hinanden. Vi ved, hvem de er, men vi kender dem ikke rigtigt. Og når der sker noget så frygteligt, at en mand vælger at tage sit eget liv, så ved vi det også. Men vi ved ikke hvorfor. Og vi ved ikke om vi kunne have gjort noget for at undgå det.

Vi kan spørge os selv eller hinanden, hvorfor han mon gjorde det og hvordan kunne han gøre det, når nu han havde teenagebørn? Kunne vi have undgået det, ved at spørge ham hvordan han havde det, sidste gang vi mødte ham i supermarkedet eller hos lægen, eller skal vi overhovedet slå os selv i hovedet med et ansvar, vi alligevel ikke kan leve op til?

Jeg bliver ked af det, når mennesker giver op på livet. Jeg bliver ked af at alt det fantastiske ved livet, som de ikke kommer til at opleve. Men jeg bliver allermest ked af det, når jeg tænker på de efterladte. De vil altid have denne sorg med dem og viden om, at det var et valg med afgørende betydning for deres liv, der blev truffet uden at de havde noget sige til det.

Misundelse er en grim ting

image…men alligvel har jeg ladet det snige sig ind i mit liv. Især når jeg sider i det gamle hus og kigger ud på det hus, der skulle have været så fantastisk, men bare står spøgelsesagtigt og griner af os.

Jeg har aldrig følt mig misundelig før. Ja, jeg har set hvad andre har eller hvad andre kan og gør, og har da også tænkt at det kunne være fedt, hvis det var mig. Men jeg har ikke følt at mit liv var dårligere end deres, fordi jeg ikke havde eller ikke kunne det samme som dem. Jeg har værdsat mit liv og altid sagt, at de valg jeg foretager, er mine valg og derfor har jeg mig selv at takke. Både når det går godt eller skidt. Eller når der er noget jeg ikke kan, så må jeg lære det, hvis det er vigtigt for mig og hvis det er noget jeg gerne vil have, så må jeg spare op eller lære at leve uden det. Og det har fungeret indtil nu.

Men når jeg kigger på alle billederne på Instagram af folks flotte hjem, eller vi får boligkataloger i postkassen og BoBedre ligger i venterummet hos tandlægen, eller man er på besøg hos vennerne, og der bare er lækkert og rent, så bliver jeg sgu misundelig. Når de har overskud til kæresteture og venner på besøg til middag, eller de indretter børneværelser eller tumler rundt på et lækkert trægulv (istedet for gamle gulvtæpper) og varmt gulv, så bliver jeg misundelig. Og når der er plads til at symaskinen står fremme og der er plads til spontane og kreative ideer, så sniger misundelsen ind på mig. Og jeg hader det.

Da jeg gik på barsel havde jeg alle de her ideer om, at jeg skulle sy tøj til Andrea, og jeg skulle male, sy og sammentømre til hendes værelse i det nye hus med alle mine amatørkreative evner. Jeg skulle skrive en masse, som jeg ellers ikke havde tid til, mens jeg arbejdede og jeg skulle bage og lave lækkert mad. Men min tid går ikke med alt det jeg gerne vil, for enten så er energien der ikke eller også er lysten der ikke.

Og ja, selvfølgelig tager Andrea meget af min tid, men tiden sammen med hende giver mig energi og lyst til at gøre disse ting.

Men når man bor i et gammelt hus, som endeligegentlig bare skulle rives ned, ligeså snart det nye stod klart, og alt i det gamle hus er en lappeløsning, om det så er at flytte i stuen med soveværelset, så Andrea kan få ro om natten og et legeværelse, fordi der ikke er værelser nok. Eller det er at skulle rode op og gøre rent hver dag for gammelt støv i gamle gulvtæpper, organisere sig i rodet og føle at man kan lugte det gamle hus, selvom man ikke engang er hjemme og aldrig føle man kan gøre noget, for at det bliver rigtigt lækkert.

Det tager energi. Og det tager energi ikke at vide, hvornår man kommer i det nye hus, for der er ingen der vil tage ansvar for de defekte byggematerialer, der er blevet leveret til vores byggeri.

Ja ja, vil nogen sikkert tænke, det kunne jo være værre. Og det har de da fuldstændig ret i, men nu er det jo lige vores hverdag for tiden. Når man har en kæreste, som bekymrer sig om, hvem der tager ansvar og betaler regningen for fejlen og ligger søvnløs om natten, og måske har svært ved at finde overskud til barn og kæresten, Og man selv forsøger at skabe et rart og kærligt hjem for ham at komme hjem til, er det svært at finde energien og lysten til alle de andre spændende og kreative ting, man så gerne ville lave.

Så vores hverdag ville da klart blive mere overskudsagtigt, hvis der snart var nogen (læs:forsikringsselskaber) der ville tage et ansvar, betale regningen eller i det mindste lade os vide, hvor vi står, så vi kan komme videre med byggeriet, og vi igen kan få en mere nærværende og glad farmand på Søvang.

Så ville jeg da forhåbentlig kunne stoppe med denne misundelse, som faktisk ikke er særlig rar at have. For jeg ved jo godt, at græsset ikke er grønnere på den anden side. Og hvis det er, er det måske kunstigt.

al begyndelse er svær

image

Da jeg gik ind i det nye år, havde jeg sat mig nogen mål for dette år. Det var ikke en masse mål, for med husbyggeri og baby, er jeg godt klar over, at det ikke er tiden man har mest af, hvis jeg også skal bruge noget af denne tid på kærestetid. Men jeg fik sat mig nogen realistiske mål, som jeg allerede er godt på vej til at opfylde.

Jeg vil lære yoga, i mit eget tempo, der passer ind i vores hverdag. Derfor har jeg downloaded Rachel Brathens yoga film og forsøger at presse det ind en gang imellem. Målet er, at jeg bliver mere fortrolig med yogaen, og derved kan sættte mig nye mål, der hedder #yogaeverydamnday. Indtil videre er det max et par gange om ugen, og det har jeg accepteret, istedet for at stresse over ikke at få det gjort. Derfor har jeg også afmeldt mit medlemsskab i træningscentret, for med det ville jeg kun blive fit for fight, hvis den dårlige samvittighed kunne træne min krop.

Nu er det forår, og selvom vinden stadig er hård og kold, så varmer solen allerede og giver fornyet energi. Og så er det løbetid. Sidste år stoppede jeg med at løbe ret tidligt i graviditeten og dyrkede yoga og pilates i stedet, da det føltes bedre for min krop. Men nu skal der ske noget. Ud at løbe med vinden i ansigtet, lungerne hængende ud af halsen og ømme ben de første par uger. Fordi man fortryder kun, hvis man ikke kom afsted. Bagefter raser endorfinerne og samvittigheden er i top. Mit mål er bare at komme i gang igen et par gange om ugen og komme op på de ti km på 55minutter, jeg var på for 4 år siden inden vinteren kommer igen. Det vil gøre mig glad.

Jeg er begyndt at sy igen, det er alt lige fra sengetøj til kjoler til Andrea, og det er så fedt at se det endelig resultat. Jeg har altid syet, men aldrig efter mønstre, og er aldrig blevet rigtig tilfreds med resultatet. Nu har jeg købt ny sybog, kopieringspapir, sylineal og alle de andre som er uundværgelige, når man vil sy noget lækkert. Mit mål er at blive så god til at sy, at jeg kan sy en kjole til mig selv, men også hvis jeg har veninder, der ønsker sig noget specifikt. Jeg syntes, jeg er god til at se hvad der klæder andre, og hvis jeg så kunne sy dette til dem, ville det da være endnu federe.

Og det sidste planlagte mål for det nye år, er at skrive mere på bloggen. At gøre min blog fantastisk at se på, holde den opdateret og gerne få flere flere læsere, der gider at læse min blog og komme med ideer og kommentarer. Og her er jeg jo faktisk kommet ret godt igang, trods en langsom opstart.

So feel free to follow, læs og kommentér alt hvad du vil. Velkommen til mine skriblerier.

Alle de overvejelser

2014 (886)        2014 (247)         andrea (46)

I dag er min datter Andrea 8 måneder og 6 dage gammel. Hun besluttede sig for at komme til verden på en af de varmeste dage i 2014, og på den dag hendes far havde planlagt, at der skulle høstes. Høsten måtte udsættes et par dage, og Andrea kom til verden med et lille klynk og en masse hiven og trækken, og en kæmpe appetit på at spise og opleve. Vi tog hjem fra hospitalet en dag tidligere end nødvendigt, da det var alt for varmt og indelukket at være der. Så Andrea kom hjem til Søvang, der emmede af høsttravlhed, sommerstøv og nedrivningsbrokker. Den første nat sov hun i sin vugge, og det var som om, at hun blev lullet i søvn af vuggens bløde bevægelser og mejetærskernes brummen. Hun var kommet hjem til vante omgivelser. På dette tidspunkt var det endnu ikke gået op for mig , hvor meget mit liv havde og ville ændre sig med dette lille vindunderlige væsens ankomst. Og jeg vidste på dette tidspunkt ikke, hvad det var for en ny verden, der pludselig åbnede sig op for mig, på både godt og ondt.

I dag 8 måneder og 6 dage senere er jeg først lige begyndt at få et lille indblik i, hvad det vil sige at blive forældre. Inden Andrea kom til verden, var jeg helt på det rene med mine værdier om opdragelse og tanker om at være forældre, og jeg var sikker på at min viden om og erfaring med børn igennem mit arbejde og uddannelse, ville hjælpe mig, når jeg vaklede og blev testet som forælder. Oh God, I was wrong. Denne viden og erfaring er så svær at fastholde, når man sidder med sit lille barn, hvor man ville sælge sin højre arm eller sig selv, bare for at ens barn har godt. Men kan man undgå at gå på kompromis med sine værdier, når man lever i det samfund, vi nu en gang gør i dag?

Det kan i hvert fald være svært, som jeg også blev gjort opmærksom på i går, da vi var til babysvømning. Én af børnene var lidt småsyg og måtte gå tidligt op af vandet. I omklædningsrummet hørte jeg moren sige til en af de andre forældre, at hun virkelig ikke havde tid til at hendes datter var syg. Jeg tror ikke moren er karrieremenneske, eller har specielt flere opgaver eller jern i ilden, end andre normale middelklasseforældre, eller ikke har lyst til at være hjemme ved sit barn. Men tænk en gang, at selvom vi har indrettet vores samfund, så vi i det mindste har barnets 1.sygedag, så er det ikke med god samvittighed, at man går derhjemme og passer sit syge barn. Tænk en gang at få et barn man elsker og vil gøre alt for, men mentalt har man ikke overskud til det, for der er nok også lige en deadline, der skal nås, eller der er fire syge og kun to vikarer på arbejde i forvejen.

Der slog det mig, at jeg også kan komme til at stå i den situation, og det ønsker jeg ikke. For selvom vi er heldige at have farmor på efterløn lige i nærheden, så er det nok ikke hende, Andrea helst vil have, når hun har det skidt og gerne bare vil putte med sin mor eller far. Jeg fik jo ikke et barn, så andre mennesker skal tage sig af hende, når hun har allermest brug for mig eller sin far. BUM! Stof til eftertanke – hvor finder jeg et job, der tilgodeser dette? Og kan man det?Er det nu, jeg skal beslutte mig for at læse videre og vil det give mig mere frihed, eller er det nu jeg skal vælge at tage det store skridt og finde en helt anden løsning end at være lønmodtager. Og kan man bare det i et samfund, der er afhængig af at størstedelen arbejder (og derved også har deres børn i institutioner og holder julene i gang), så vores velfærdssamfund kan bestå. Og hvad er velfærd i Danmark i år 2015? You tell me?