14 dage tilbage i New Zealand

I dag er det fredag og jeg har haft fri, da jeg har været lidt syg. Noget træls mave halløj. Men jeg har det heldigvis allerede bedre. Jeg har fået lavet min endelig evaluering af min praktik, og jeg har skrevet en masse om, hvad har jeg har lært hernede. Det er helt befriende at kunne sætte kryds i min opgave liste og sige, at nu er praktikken snart slut. Nu vil jeg bare nyde de sidste 7 arbejdsdage. I morgen skal jeg til et strategic plannning møde i Créche, og det glæder jeg mig lidt til, da jeg tror, det er noget, jeg virkelig kan bruge i min afsluttende PÆD/KOL opgave. Næste uge bliver der holdt afskedsfest for mig om torsdagen, hvor vi skal have bål og ristede hotdogs. Medmindre vejret er lige så dårligt, som det har været i dag. I dag har det regnet og blæst hele dagen, og det er rigtig trist. Især når man kan sidde og se VM fra Tyskland, hvor vejret er helt fantastisk.

Jeg har set England spille mod Trinidad Tobago sammen med Barrie, hvilket var ret sjovt. Han sad virkelig og fortalte spillerne, hvad de skulle gøre og hvordan de skulle spille. Men det er egentlig meget forståeligt, hvilket jeg fandt ud af, da han fortalte mig, at han faktisk har været landsholdstræner for det New Zealandske fodbold hold i 10 år fra omkring 1979. Han fortalte om VM i ´82 (tror jeg), hvor New Zealand spillede imod Kina. Og der var 91 000 tilskuer, og det New Zealandske havde aldrig spillet med så mange tilskuer. De tabte desværre 1-0 til Kina. Det var spændende at høre ham fortælle om, og jeg kunne se, at fodbold virkelig er hans passion. Han træner stadig unge drenge hver mandag, tirsdag og onsdag morgen, før de skal i skole, og han stopper nok ikke, før de er nødt til at bære ham af banen. Det var ret hyggeligt at sidde og se en fodboldkamp med én, som ved hvad han snakker om. (Ikke som onkel Jørgen, der springer hen foran skærmen og prøver at styre spillerne med sine fingre.)

Når vi rejser fra Wellington, har vi tre dage i Auckland, hvor vi forhåbentlig kan besøge det ungdomsfængsel, som var vores førsteprioritet af praktikker, inden vi besluttede os for Wellington. Men intet er sikkert endnu. Vi har desuden snakket om at besøge noget af Anes familie, som bor i Auckland. Hun har aldrig mødt dem, så det kunne jo være meget sjovt for hende. Og så måske lige en smut ind forbi Pede og Vicki, hvis ikke de er taget på ferie på Fiji. Og så er det vist også enden på vores tur til New Zealand – jordens røvhul, som vi har kaldt det. (Dette skal ikke forstås som noget dårligt, men mere bare fordi vi besøgte de kratere og termiske pools i Rotorua, som virkelig stinker af røv.)

Ha det godt til vi ses i Danmark. (Jeg ved ikke, hvor meget jeg får skrevet i Thailand) Måske der kommer en lille hilsen på bloggen, inden vi cruiser videre nordpå.

Sweet, sweet as, just cruising, good on ya, mate, right-O, no worries, eh?!, how´s things?, How are you?  SLUT

Udgivet af

LKlemmensen

Jeg er født og opvokset i et parcelhuskvarter i 80'erne, med ligusterhæk og grønne velduftende græsplæner og varme sommerdage med brændende sort asfalt. Jeg var teenager og lyttede til Nirvana og Smashing pumpkins i halvfemserne, mens vi så 90210 på skærmen og drak VIP øl og Pisang Ambon om fredagen. I 00'erne rykkede jeg teltpælene op og flyttede til storbyen. Her læste jeg Dion Sommer og Stern, og lyttede til Francoise Hardy, Fat Freddys Drop og TV2, og tog på hvad jeg selv ville kalde min dannelsesrejse til New Zealnd. Ad flere omgange. I 10'erne er der kommet (lidt)ro på med fast job, jeg har købt lejlighed (og solgt den igen), er flyttet på landet, dyrker øko grøntsager og holder hund og frilandsgris sammen med kæresten og er blevet mor. Og vi er kun halvvejs i dette årti.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *