al begyndelse er svær

image

Da jeg gik ind i det nye år, havde jeg sat mig nogen mål for dette år. Det var ikke en masse mål, for med husbyggeri og baby, er jeg godt klar over, at det ikke er tiden man har mest af, hvis jeg også skal bruge noget af denne tid på kærestetid. Men jeg fik sat mig nogen realistiske mål, som jeg allerede er godt på vej til at opfylde.

Jeg vil lære yoga, i mit eget tempo, der passer ind i vores hverdag. Derfor har jeg downloaded Rachel Brathens yoga film og forsøger at presse det ind en gang imellem. Målet er, at jeg bliver mere fortrolig med yogaen, og derved kan sættte mig nye mål, der hedder #yogaeverydamnday. Indtil videre er det max et par gange om ugen, og det har jeg accepteret, istedet for at stresse over ikke at få det gjort. Derfor har jeg også afmeldt mit medlemsskab i træningscentret, for med det ville jeg kun blive fit for fight, hvis den dårlige samvittighed kunne træne min krop.

Nu er det forår, og selvom vinden stadig er hård og kold, så varmer solen allerede og giver fornyet energi. Og så er det løbetid. Sidste år stoppede jeg med at løbe ret tidligt i graviditeten og dyrkede yoga og pilates i stedet, da det føltes bedre for min krop. Men nu skal der ske noget. Ud at løbe med vinden i ansigtet, lungerne hængende ud af halsen og ømme ben de første par uger. Fordi man fortryder kun, hvis man ikke kom afsted. Bagefter raser endorfinerne og samvittigheden er i top. Mit mål er bare at komme i gang igen et par gange om ugen og komme op på de ti km på 55minutter, jeg var på for 4 år siden inden vinteren kommer igen. Det vil gøre mig glad.

Jeg er begyndt at sy igen, det er alt lige fra sengetøj til kjoler til Andrea, og det er så fedt at se det endelig resultat. Jeg har altid syet, men aldrig efter mønstre, og er aldrig blevet rigtig tilfreds med resultatet. Nu har jeg købt ny sybog, kopieringspapir, sylineal og alle de andre som er uundværgelige, når man vil sy noget lækkert. Mit mål er at blive så god til at sy, at jeg kan sy en kjole til mig selv, men også hvis jeg har veninder, der ønsker sig noget specifikt. Jeg syntes, jeg er god til at se hvad der klæder andre, og hvis jeg så kunne sy dette til dem, ville det da være endnu federe.

Og det sidste planlagte mål for det nye år, er at skrive mere på bloggen. At gøre min blog fantastisk at se på, holde den opdateret og gerne få flere flere læsere, der gider at læse min blog og komme med ideer og kommentarer. Og her er jeg jo faktisk kommet ret godt igang, trods en langsom opstart.

So feel free to follow, læs og kommentér alt hvad du vil. Velkommen til mine skriblerier.

Alle de overvejelser

2014 (886)        2014 (247)         andrea (46)

I dag er min datter Andrea 8 måneder og 6 dage gammel. Hun besluttede sig for at komme til verden på en af de varmeste dage i 2014, og på den dag hendes far havde planlagt, at der skulle høstes. Høsten måtte udsættes et par dage, og Andrea kom til verden med et lille klynk og en masse hiven og trækken, og en kæmpe appetit på at spise og opleve. Vi tog hjem fra hospitalet en dag tidligere end nødvendigt, da det var alt for varmt og indelukket at være der. Så Andrea kom hjem til Søvang, der emmede af høsttravlhed, sommerstøv og nedrivningsbrokker. Den første nat sov hun i sin vugge, og det var som om, at hun blev lullet i søvn af vuggens bløde bevægelser og mejetærskernes brummen. Hun var kommet hjem til vante omgivelser. På dette tidspunkt var det endnu ikke gået op for mig , hvor meget mit liv havde og ville ændre sig med dette lille vindunderlige væsens ankomst. Og jeg vidste på dette tidspunkt ikke, hvad det var for en ny verden, der pludselig åbnede sig op for mig, på både godt og ondt.

I dag 8 måneder og 6 dage senere er jeg først lige begyndt at få et lille indblik i, hvad det vil sige at blive forældre. Inden Andrea kom til verden, var jeg helt på det rene med mine værdier om opdragelse og tanker om at være forældre, og jeg var sikker på at min viden om og erfaring med børn igennem mit arbejde og uddannelse, ville hjælpe mig, når jeg vaklede og blev testet som forælder. Oh God, I was wrong. Denne viden og erfaring er så svær at fastholde, når man sidder med sit lille barn, hvor man ville sælge sin højre arm eller sig selv, bare for at ens barn har godt. Men kan man undgå at gå på kompromis med sine værdier, når man lever i det samfund, vi nu en gang gør i dag?

Det kan i hvert fald være svært, som jeg også blev gjort opmærksom på i går, da vi var til babysvømning. Én af børnene var lidt småsyg og måtte gå tidligt op af vandet. I omklædningsrummet hørte jeg moren sige til en af de andre forældre, at hun virkelig ikke havde tid til at hendes datter var syg. Jeg tror ikke moren er karrieremenneske, eller har specielt flere opgaver eller jern i ilden, end andre normale middelklasseforældre, eller ikke har lyst til at være hjemme ved sit barn. Men tænk en gang, at selvom vi har indrettet vores samfund, så vi i det mindste har barnets 1.sygedag, så er det ikke med god samvittighed, at man går derhjemme og passer sit syge barn. Tænk en gang at få et barn man elsker og vil gøre alt for, men mentalt har man ikke overskud til det, for der er nok også lige en deadline, der skal nås, eller der er fire syge og kun to vikarer på arbejde i forvejen.

Der slog det mig, at jeg også kan komme til at stå i den situation, og det ønsker jeg ikke. For selvom vi er heldige at have farmor på efterløn lige i nærheden, så er det nok ikke hende, Andrea helst vil have, når hun har det skidt og gerne bare vil putte med sin mor eller far. Jeg fik jo ikke et barn, så andre mennesker skal tage sig af hende, når hun har allermest brug for mig eller sin far. BUM! Stof til eftertanke – hvor finder jeg et job, der tilgodeser dette? Og kan man det?Er det nu, jeg skal beslutte mig for at læse videre og vil det give mig mere frihed, eller er det nu jeg skal vælge at tage det store skridt og finde en helt anden løsning end at være lønmodtager. Og kan man bare det i et samfund, der er afhængig af at størstedelen arbejder (og derved også har deres børn i institutioner og holder julene i gang), så vores velfærdssamfund kan bestå. Og hvad er velfærd i Danmark i år 2015? You tell me?

Klar, parat, skriv

image

Nu er dette min officielle side. Jeg nedlægger min gamle side www.leeloos.blogspot.com og håber en masse vil følge mig herinde.

Jeg er blevet overbevist om, at jeg er nødt til at skrive en masse, for jo mere jeg tænker over, hvad jeg vil skrive om, jo flere spændende tanker og ideer opstår. Desuden tænker jeg, at Bare skrive løs, giver mig øvelse i at skrive, og jeg bliver forhåbentlig bedre og bedre til det.

Udover det blev jeg i går også bekræftet i, at det er noget jeg skal gøre noget mere ved, da jeg blev spurgt om at afprøve et online workshop i Skriv dit liv. Jeg har tidligere deltaget i et lignende to dages kursus, hvor jeg fik ideer til at gribe det an, når jeg vil i gang med ar skrive. Men på det tidspunkt var jeg måske ikke helt klar til at lægge min tid og energi i det på det niveau, det kræver. Hvem ved? Måske er jeg det nu. Jeg glæder mig i hvert fald til at være forsøgsperson i workshoppen. Og jeg glæder mig til at skrive en masse herinde på bloggen.

Baby og byggeri

Jeg sidder med fingrene vippende henover tastaturet og synes det er lidt svært at komme i gang med at skrive igen. Jeg skal vist lige øve mig lidt på omdanne mine tanker til skrevne ord. Desuden har jeg (igen) valgt at skrive på dansk, da det selvfølgelig er det mest naturlige. Men jeg ved også at der er nogen kære venner i NZ, der gerne vil læse min blog, så derfor er jeg stadig lidt i limbo ifht hvilket sprog, jeg skal skrive på.

Nogen gange synes jeg ikke at det danske sprog er så dybdegående og ofte findes der et fedt ord på engelsk, som enten ikke eksisterer på dansk eller også er det bare for overfladisk i fht hvad jeg egentlig gerne vil udrykke med mine skrevne ord. Nå, men for nu skriver jeg på dansk. Om det jeg egentlig ville skrive om, nemlig tiden der er gået imellem mine blogs.
Jeg er blevet mor. Jeg er flyttet på landet, jeg har købt bil og jeg har solgt min lejlighed. Min kære dejlige lejlighed i Århus, som var helt min egen og min personlige investering. Det var mit sted, hvor jeg kunne gøre, som det passede mig. Jeg kunne indrette på præcis min måde og invitere lige hvem jeg ville uden at tage hensyn til andre. Nå ja, selvfølgelig med undtagelse af naboerne i opgangen. Jeg havde kun mig selv at rydde op efter, mig selv at lave mad til og mig selv at vaske tøj for. Men det var også kun mig selv, når jeg spiste eller så en god film i fjernsynet. Eller når jeg skulle sove. Jeg havde en masse frihed i den lejlighed, og det var nemt og ligetil. Min lejlighed, min frihed, mit ansvar.
Nu er der måske ikke så meget frihed mere, der er en masse opvask, madlavning, bleskift og tøjvask. Men der er også kærlighed og det bedste er at vågne om morgenen, når vi alle tre ligger i sengen (nogen gange fire, fordi Basse er snu nok til at vente med at liste op i sengen, til vi sover. Ja, hunden lister sig i sengen, indrømmet, men han er bare snu) og det første man ser, er Andreas store glade smil. Så er det det hele værd. På trods af at husbyggeriet er sat i bero på ubegrænset tid, og jeg ellers var begyndt at planlægge livet i i det nye hus, hvor det ikke ville lugte af gammelt hus, der ville være varmt, rent, nyt og lyst. Jeg var begyndt at glæde mig, for da endelig murværk og vinduer var oppe, var det som om, at det var ok at begynde at glæde sig og endda lidt ok at blive lidt utålmodigt. Men nu står foran at skulle rive alt murværk ned, og starte forfra. Så tager det virkelig pusten fra én og man bliver trist og opgivende….indtil jeg får et kæmpe smil fra Andrea, så  hiver jeg mig selv i nakken og minder mig om at der findes langt værre ting, end et byggeri gået i stå. Jeg ved det jo da om nogen gør. Så glæder jeg mig over det fantastiske lille menneske Jørgen og jeg har skabt, og bliver stolt og stædig, og tænker, at så klarer vi sgu også det.

I’m back

Hvor har jeg været? Hvad har jeg lavet de sidste tre år siden den sidste blog? Hvorfor har jeg været væk? Og hvordan er det overhovedet muligt at komme tilbage på sporet af at blogge? Hvad optager mig nu og hvad er vigtigt for mig at skrive om?

Det er tre år og et par måneder siden, jeg sidst skrev på min blog, og jeg havde egentlig tænkt, at det bare kunne blive ved det, og så fortsatte livet (og skriveriet) ud af en anden vej. Jeg har længe tænkt, om jeg skulle skrive lidt mere seriøst, og endda gjort lidt mere end det, da jeg har forskellige udkast liggende både i hovedet og på computeren. Men alt hvad jeg har skrevet, er meget usammenhængende, og det ene øjeblik er det selvbiografiske beretninger og historier, og det næste øjeblik er det fiktion med de mest komplicerede personkarakteristikker og dramatiske historier. Og så har der været lidt eksamensskrivning inde og forstyrre min skrivekreativitet, et job med mange udfordringer, en graviditet og en fødsel, et salg af lejlighed, en flytning og et husbyggeri, samt alle de dersens hverdagsting, som jeg normalt ville skrive om i min blog, men der ikke rigtig hører til i “seriøse” skrivelser. Så derfor har jeg ikke skrevet længe, men måske netop derfor er jeg vendt tilbage til min blog, for der er så mange tanker, forundringer, fornøjelser og spekulationer over livet, der optager min hjerne, og jeg ved at den bedste måde for mig at bearbejde det, er ved at skrive om det.

Da jeg for et par uger siden for første gang i et år loggede på min blog, skimmede jeg igennem, hvad jeg egentlig har skrevet og hvad der har optaget mig, og det er tydeligt, at det er de store følelsesmæssige op- og nedture, jeg ofte har skrevet om, mens der har været ro på bloggen, når der har været ro i mig.

Og nu er jeg er tilbage og hvilken op eller nedtur er der mon at skrive om denne gang? Det siger måske sig selv, når man har læst det første af denne blog, for som jeg skrev, så var der lige en graviditet, der også optog min hjerne og tid, men graviditeten oplevede jeg ikke som den store følelsesmæssige op- eller nedtur. Det var bare fysisk hårdt, (da jeg tog tyve kilo på, hvoraf de 15kg var vand i kroppen, der forsvandt den første uge efter fødslen, mens de sidste fem forhåbentlig ryger af, så snart jeg begynder at løbe igen), og fysisk hæmmende, da min krop ikke kunne de ting, som jeg gerne ville (blandt andet hjælpe til med at brække de gamle bygninger ned, og gøre klar til det nye husbyggeri). Graviditeten var en forholdsvis nem tid, hvor vores bette fis skulle vokse sig stor og stærk, og den skulle forberede min krop og hjerne til det næste store skridt

Og så skulle jeg føde, og det gjorde mega ondt i 40sekunder hvert tredie minut fra vandet gik til jordemoderen tre timer senere anbefalede en epidural, som virkede i tre- fire- fem timer, og så gjorde det mega nas igen i et minuts tid hvert tredie minut i et par timer. Og Jørgen holdt min hånd og vi bekræftede hinanden i, hvor seje vi var, og det var en af sommerens varmeste dage og vinduerne stod åbne, og jeg kunne høre fra andre åbne vinduer, kvinder skrige af smerte og pludselig stoppede de, og så blev det min tur. og det gjorde nas, og jeg fik druesukker, og vi grinte lidt imellem veerne, når jeg lå med numsen i vejret, og der var kold rød saftevand og en kold klud i nakken, og jeg ville presse, men jordemoderen sagde, jeg ikke måtte, og så var der vagtskifte. Og BUM, så var der presseveer, men jeg kunne ikke finde ud af at presse, for jeg var stadig så fokuseret på ikke at presse, og jeg var tappet for energi og så var der gået næsten femten timer siden vandet gik og den første ve blev hilst velkommen, og jordemoderen fortalte mig at nu kunne hun se en masse sort hår, og det havde Jørgen jo også, da han blev født og det var da heldigt, og vi grinte lidt, og ved den næste presseve kom hendes hoved ud og jeg kunne høre et lille klynk fra hende, men så kom der ingen presseve igen og jordemoderen tog fat i barnets skuldre inde i mig og sagde jeg skulle presse alligevel, og der blev trykket på en rød knap, og ind kom en masse folk, og jeg kiggede på Jørgen og han havde blanke øjne og kiggede skræmt rundt og der var ikke længere hyggesnak, men ren professionalisme og 15 kloge og dygtige mennesker, der hev og sled i mine ben, og en af de gamle jordemødre kravlede halvt op på min kæmpe deforme hval af en mave og pressede på, alt imens min primære jordemor hev og sled i barnet. Og jeg skreg, at nu kunne jeg ikke mere, men de sagde alle, at det kunne jeg og så skulle jeg jo. Og endelig kom hun ud, efter hvad der føltes som en evighed, men virkelig kun var 5 minutter, og vupti op på min mave i fem sekunder, hvor hun klynkede en enkelt gang, inden de tog hende fra mig og skjulte hende bag et tæppe af hvide kitler, der gnubbede hende med håndklæder, undersøgte hende og jeg kunne ane hendes nøgne krop skifte farve til en mere naturlig rød farve, og hun var så fin og jeg ville holde hende, men jeg skulle sys og hun skulle ned på børneafdelingen og Jørgen skulle gå med. Men inden han kom hen til hende, havde de besluttet at hun havde det så godt, at hun skulle blive ved os der på stuen, og hun kom hen på min mave og jeg holdt hende og jeg lagde hende til brystet og hun suttede. Og det var sådan det var. Jeg græd ikke og jeg var okay og jeg var glad, og nu var jeg mor.