En mors styrke

I dag er det 7år og 3 måneder siden Reuben døde og i dag er det Reubens fødselsdag. Han kunne være blevet 39 år. I dag er det også Reubens gudsøn Adams otte års fødselsdag. Den dejligste dreng med det skønneste smil. I dag har vi fejret min nevøs snarlige 2 års fødselsdag. Og i dag har Andrea grinet og grædt og skældt ud, alt sammen i  mine arme. Livet fortsætter og vi glæder os over lykken og frygter smerten, der også hører til at være lykkelig.

Lige nu består mit liv af de store glæder og de store frustrationer. At få barn har forandret alt i mit liv. Det har sat alt hvad jeg har oplevet indtil nu i perspektiv. At opleve at kunne elske et andet menneske uden forbehold er det mest fantastiske, men også det mest skræmmende. Jeg ved nu, at alt hvad jeg har oplevet indtil nu af både sorger og glæder, har formet mig og styrket mig til  at være Andreas mor.

Min mor fortalte mig forleden dag om hendes arbejdskollega, som lige havde mistet sin svigersøn. Han døde af kræft. Hans kone og seks årrige datter skulle sige farvel til en højtelsket far. Min mors arbejdskollega, som var mormor til denne skønne seksårige pige kunne kun trøste og være ved deres side, men aldrig fjerne denne store sorg. Pigen havde svært ved at sige farvel til sin far og fik derfor lov til at være der, da han skulle lægges i kisten. Hun havde haft mange spørgsmål til dette med at hendes far skulle begraves. Hun havde spurgt om han blev beskidt i graven, og om de skulle gå på kirkegården med hans post. Hun lagde tegninger i hans kiste og mente også, at han skulle have en pose slik, for hun vidste at hendes far elskede slik. Hun sagde til sin mor, at mormor nok kun gav ham lov til at få et stykke. Mormoren havde hørt den lille pige, og i sorgen glædet sig over barnets umiddelbarhed. Hun var gået hen  til den lille pige, taget hende i hånden og sagt at nu kunne de sammen gå hen og købe en slikpose til hendes far. Den lille pige var meget glad, tog sin mormor i hånden og gik hen til kiosken. Da de stod i kø, stod der en ældre herre bagved pigen og mormoren. Han overhørte mormoren og pigen snakke om at de skulle købe slik, hvorefter han i sjov sagde, at man da ikke fik fredagsslik på en onsdag. Pigen vendte sig resolut om, kiggede på manden og sagde at det IKKE var fredagsslik de skulle have, men slik til hendes far, som han skulle have med i kisten.

Da min mor fortalte dette, kunne jeg ikke holde tårerne tilbage. Denne lille pige skulle forholde sig til en virkelighed, som var så urealistisk og uforståelig, at selv de færreste voksne kan forstå det, når det sker. Og denne mormor gjorde sit bedste for at gøre det hele lidt mere barmhjertigt. Barmhjertigt for sit barnebarn og for sin datter. Og finde styrken til at gøre det midt i sin egen sorg. En mors styrke. At hjælpe med at bære sit barns sorger. Det er denne styrke som gør en mor.

Når livet bliver for svært.

3182606755a4077211060b249857222lLivet er hårdt og det er spændende, det er givende og det dyrt, det er til tider smertefuldt og frygteligt, men det er også fantastisk og fint, skrøbeligt og smukt.

Nogen gange har det været så hårdt og smertefuldt, at jeg hellere ville have trukket alle neglene af mine fingre og brækket samtlige knogler i min krop, end opleve denne smerte. Men omvendt har denne hårde tid og smerte gjort mig stærk. Og jeg kan blive så  ked af det, når andre mennesker ikke magter at komme igennem denne smerte. Når livet bliver for svært for dem og de ikke kan se de små glimt af det fantastiske ved livet. De kan ikke se igennem den smerte og tristhed, der slører deres hjerne. Og til sidst vælger de at ende deres eget liv.

Jeg skriver dette, fordi jeg nu bor i det lille samfund, som jeg gør, hvor alle ved alt om alle, uden egentlig at alle altid kender hinanden. Vi ved, hvem de er, men vi kender dem ikke rigtigt. Og når der sker noget så frygteligt, at en mand vælger at tage sit eget liv, så ved vi det også. Men vi ved ikke hvorfor. Og vi ved ikke om vi kunne have gjort noget for at undgå det.

Vi kan spørge os selv eller hinanden, hvorfor han mon gjorde det og hvordan kunne han gøre det, når nu han havde teenagebørn? Kunne vi have undgået det, ved at spørge ham hvordan han havde det, sidste gang vi mødte ham i supermarkedet eller hos lægen, eller skal vi overhovedet slå os selv i hovedet med et ansvar, vi alligevel ikke kan leve op til?

Jeg bliver ked af det, når mennesker giver op på livet. Jeg bliver ked af at alt det fantastiske ved livet, som de ikke kommer til at opleve. Men jeg bliver allermest ked af det, når jeg tænker på de efterladte. De vil altid have denne sorg med dem og viden om, at det var et valg med afgørende betydning for deres liv, der blev truffet uden at de havde noget sige til det.

Misundelse er en grim ting

image…men alligvel har jeg ladet det snige sig ind i mit liv. Især når jeg sider i det gamle hus og kigger ud på det hus, der skulle have været så fantastisk, men bare står spøgelsesagtigt og griner af os.

Jeg har aldrig følt mig misundelig før. Ja, jeg har set hvad andre har eller hvad andre kan og gør, og har da også tænkt at det kunne være fedt, hvis det var mig. Men jeg har ikke følt at mit liv var dårligere end deres, fordi jeg ikke havde eller ikke kunne det samme som dem. Jeg har værdsat mit liv og altid sagt, at de valg jeg foretager, er mine valg og derfor har jeg mig selv at takke. Både når det går godt eller skidt. Eller når der er noget jeg ikke kan, så må jeg lære det, hvis det er vigtigt for mig og hvis det er noget jeg gerne vil have, så må jeg spare op eller lære at leve uden det. Og det har fungeret indtil nu.

Men når jeg kigger på alle billederne på Instagram af folks flotte hjem, eller vi får boligkataloger i postkassen og BoBedre ligger i venterummet hos tandlægen, eller man er på besøg hos vennerne, og der bare er lækkert og rent, så bliver jeg sgu misundelig. Når de har overskud til kæresteture og venner på besøg til middag, eller de indretter børneværelser eller tumler rundt på et lækkert trægulv (istedet for gamle gulvtæpper) og varmt gulv, så bliver jeg misundelig. Og når der er plads til at symaskinen står fremme og der er plads til spontane og kreative ideer, så sniger misundelsen ind på mig. Og jeg hader det.

Da jeg gik på barsel havde jeg alle de her ideer om, at jeg skulle sy tøj til Andrea, og jeg skulle male, sy og sammentømre til hendes værelse i det nye hus med alle mine amatørkreative evner. Jeg skulle skrive en masse, som jeg ellers ikke havde tid til, mens jeg arbejdede og jeg skulle bage og lave lækkert mad. Men min tid går ikke med alt det jeg gerne vil, for enten så er energien der ikke eller også er lysten der ikke.

Og ja, selvfølgelig tager Andrea meget af min tid, men tiden sammen med hende giver mig energi og lyst til at gøre disse ting.

Men når man bor i et gammelt hus, som endeligegentlig bare skulle rives ned, ligeså snart det nye stod klart, og alt i det gamle hus er en lappeløsning, om det så er at flytte i stuen med soveværelset, så Andrea kan få ro om natten og et legeværelse, fordi der ikke er værelser nok. Eller det er at skulle rode op og gøre rent hver dag for gammelt støv i gamle gulvtæpper, organisere sig i rodet og føle at man kan lugte det gamle hus, selvom man ikke engang er hjemme og aldrig føle man kan gøre noget, for at det bliver rigtigt lækkert.

Det tager energi. Og det tager energi ikke at vide, hvornår man kommer i det nye hus, for der er ingen der vil tage ansvar for de defekte byggematerialer, der er blevet leveret til vores byggeri.

Ja ja, vil nogen sikkert tænke, det kunne jo være værre. Og det har de da fuldstændig ret i, men nu er det jo lige vores hverdag for tiden. Når man har en kæreste, som bekymrer sig om, hvem der tager ansvar og betaler regningen for fejlen og ligger søvnløs om natten, og måske har svært ved at finde overskud til barn og kæresten, Og man selv forsøger at skabe et rart og kærligt hjem for ham at komme hjem til, er det svært at finde energien og lysten til alle de andre spændende og kreative ting, man så gerne ville lave.

Så vores hverdag ville da klart blive mere overskudsagtigt, hvis der snart var nogen (læs:forsikringsselskaber) der ville tage et ansvar, betale regningen eller i det mindste lade os vide, hvor vi står, så vi kan komme videre med byggeriet, og vi igen kan få en mere nærværende og glad farmand på Søvang.

Så ville jeg da forhåbentlig kunne stoppe med denne misundelse, som faktisk ikke er særlig rar at have. For jeg ved jo godt, at græsset ikke er grønnere på den anden side. Og hvis det er, er det måske kunstigt.