Venindesnak, ordet pyt og en heldig kartoffel

image

Kender du det, når du er sammen med et menneske, og du har ro i din krop og ro i din hjerne. Du føler ikke at du skal præstere eller bruge energi på at fremhæve dine gode sider, for at dække over de knap så gode sider, som vi jo vel alle har. Når du er sammen med et menneske, der kender dig så godt, at du bare kan slappe af og nyde selskabet? Sådan en veninde har jeg og jeg føler mig heldig, fordi hun har villet være min veninde så længe, som vi nu har været det. Jeg tror ikke jeg får  sagt nok til hende, hvor meget det betyder, at vi stadig har kontakt. Jeg ville ønske, at jeg var bedre til det, for endnu en gang i søndags, mindede hun mig om, hvor heldig jeg er.

Vi kan tale om de helt store politiske tanker, som vi går og har, og vi kan snakke om vores unger, som jo (mellem os) kan være pisseirriterende), og vi selvfølgelig elsker bundløst og betingelsesløst. Vi kan grine af hinanden, uden at det sårer den anden, når vi oser rundt i Salling og prøver rouge og diverse og ligner de sundeste ungmøer med dejlige røde kinder – på afstand, men tæt på er vi nok nærmere barronesse enken fra fjerde sal, der forsøger at skjule lidt for mange år i hi. Vi kan mindes vores skoledage sammen og heldigvis ejer vi vist hver en god portion selvironi, så der er ingen minder, der ikke må komme for dagens lys.

Vi havde en god samtale om curling forældre, føtex dyrekort, at tage ansvar for sit eget liv og sine valg i livet og hvordan man giver det videre eller hvad giver videre, hvis man aldrig lærer sine børn at sige; Pyt!

Pyt med at du ikke fik alle dyrekortene. Pyt med at du ikke kom ind på drømmestudiet, du finder nok på noget andet. Pyt med at du ikke fik den kæreste, du gerne ville have. Der findes nok andre til dig derude. Der er altid nye veje at tage, og her var vi meget enige om, at det må være forældrenes opgave at guide børnene til at vælge den vej, der passer dem bedst, og guide dem til nye veje, hvis det første mislykkedes. I Sakking faldt vi selvfølgelig over en plakat, der sammenføjede, hvad vi havde snakket om. På en hvid baggrund var der tegnet et vejskilt, hvor der foroven var en pil i hver retning. På disse pile stod der:

<– Den ene vej              Den anden vej–>

Så sort og hvidt er det selvfølgelig ikke, men måske er det alligevel ret simpelt. Hvis jeg ikke kan gå den ene vej, så går jeg den anden vej, og så må vi se hvad det bringer. Tak for en skøn søndag.

At tage drømme seriøst.

IMG_1144Huset flyder med rod og vasketøjskurven er fyldt til randen. Jeg burde rydde op og gøre rent. I stedet har jeg lavet kaffe, smidt en bolle på risteren og sat mig foran skærmen. Den varme kaffe dufter og smager skønt og i dag er kaffen tiltrængt. Og behovet for at skrive på min blog vinder over mit behov for at have et pænt hjem.

I nat vågnede jeg, forvirret og bange. Jeg var sikker på, at jeg havde glemt at tænde babyalarmen. Selvom den aldrig er tændt om natten, for vi kan jo sagtens høre Andrea. Men jeg var overbevist om, at alarmen skulle være tændt og  jeg ledte febrilsk halvt vågen og halvt i søvne efter den på natbordet, indtil det gik op for mig, at det var noget jeg havde drømt. Så jeg skyndte mig ind på Andreas værelse for at se om hun stadig var i sin seng. Hun lå på ryggen i sin seng med begge sine arme over hovedet, med hovedet lidt til den ene side og underlæben let fremme. Helt stille. Helt fredfyldt. Så måtte jeg lige lytte om hun faktisk træk vejret. Og selvfølgelig gjorde hun. Med ro i sindet og pulsen på vej tilbage til det normale, listede jeg ud på toilettet. Jeg kunne lige så godt tisse, inden jeg hoppede tilbage under den varme dyne. I mørket listede jeg tilbage til sengen, men nåede lige at hamre tæerne ind i et stoleben, inden jeg nåede sengen. Heldigvis vågnede Andrea eller Jørgen ikke, da jeg bandende fandt vejen til sengen. Jeg kunne putte mig under dynen og sove videre.

Jeg har nogen gange haft disse drømme, hvor jeg tror de er virkelige og inden vi fik Andrea kunne jeg bare grine af dem. Men nu hvor drømmene omhandler hende og især frygten for at der er sket noget med hende, så kan jeg mærke, hvordan min puls stiger og det føles som om at jeg har fået en hel garnrulle uld proppet ned i min hals og jeg kan ikke trække vejret. Oftest er jeg heldigvis så træt at jeg ikke rigtig bliver bevidst om mine drømme og derfor heller ikke reagerer så kraftigt på dem. Men alligevel kan jeg have fornemmelsen af ubehag efter en ubehagelig drøm, selvom jeg ikke husker den. Jeg kan gå med denne fornemmelse i flere dage og ville nogen gange ønske, at jeg kunne huske drømmen, lige meget hvor ubehagelig den har været. Så jeg kan fortælle den videre og få det ud af hovedet.

Min bedstemor sagde altid til mig at de drømme man ikke fortæller til andre er de drømme der går i opfyldelse. Og måske er jeg lidt overtroisk med det, da jeg et par gange har haft drømme der er gået i opfyldelse, som jeg er sikker på jeg har drømt inden det skete eller måske mens det skete. Jeg ved det lyder fuldstændigt vanvittigt i nogen folks ører så jeg vil give et eksempel.

Da Reuben døde for syv år siden husker jeg det meget tydeligt, da det var det mest frygtelige jeg nogensinde havde oplevet. Reuben var afsted på firmaweekend til Middelfart med sine kollegaer. Det var første gang vi ikke sov sammen, siden vi havde lært hinanden at kende. Jeg husker at jeg snakkede med ham om aftenen, lige omkring spisetid, hvor han synes han var lidt utilpas og bare ville sove lidt. De havde fået masser af øl i bussen på vej til Middelfart, og jeg tænkte at det var derfor han var træt og utilpas. Da jeg gik i seng ved elleve tiden efter at Ane, som havde besøgt mig den aften, var gået hjem, skrev jeg en sms til Reuben. Jeg skrev at jeg savnede ham og glædede mig til at han kom hjem dagen efter. Jeg gik i seng og sov, indtil jeg vågnede midt om natten, fordi jeg græd i søvne. Hvorfor jeg græd ved jeg ikke, for jeg kan ikke huske at jeg drømte noget. Men jeg kan huske at jeg tørrede mine øjne og kiggede på telefonen. Klokken var næsten halv fire. Der var ingen beskeder.  Jeg husker også at jeg tænkte at Reuben nok bare havde sovet aftenen væk og jeg håbede at han derfor var frisk dagen efter, når han  kom hjem. Næste morgen stod jeg op ved otte tiden, lavede mig en kop te og spiste lidt morgenmad. Derefter satte jeg mig ved symaskinen og forsøgte at lappe et par gamle bukser. Jeg vidste at Reuben og hans kollegaer skulle spise morgenmad inden klokken ti på hotellet, så da klokken var over ti forsøgte jeg at ringe til ham. Det var en politimand, der tog telefonen. Da han forklarede mig, hvorfor han tog telefonen, tabte jeg telefonen og græd og skreg uhæmmet. Min telefon blev smadret og forbindelsen til politiet røg. Og min verden ændrede sig for altid. Da jeg senere hen snakkede med politiet igen, forklarede de mig hændelsesforløbet og de satte tid på hvornår han døde, nemlig mellem tre og halv fire om natten.

Så derfor reagerer jeg, når jeg drømmer. Og prioriterer dette fremfor søvnen.