Om mental oprydning og en boganmeldelse

IMG_1885Hvis jeg nogensinde skulle til et AA-lignende møde, ville det i stedet hedde AS. Anonyme Samlere. Hej jeg hedder Lone. Jeg samler på ting. Det har jeg ikke altid gjort. En gang kunne jeg sagtens smide ting ud, når jeg ikke havde brug for det mere og nogen gange har jeg stadig gode perioder, hvor det sker. Ting, som ikke har nogen affektionsværdi for mig. Tøj, som ikke har nogen affektionsværdi for mig. Men jo ældre jeg bliver, des flere ting får listet sig ind i mit hjem og gemmer sig i små bokse, æsker og skuffer, fordi jeg altid kan huske en historie til den pågældende ting. Tag en kjole, en gammel frakke eller en bluse frem fra mit skab og jeg kan fortælle dig, hvem jeg dansede med i den pågældende kjole,  hvem jeg kyssede i regnen foran rådhuset i den gamle frakke eller hvilken eksamen jeg var til i den blonde bluse. Åben en lille æske så ligger der en lille rynken kastanje og jeg ved lige præcis hvem der gik rundt med den i lommen som good luck charm inden jeg fik den eller rod igennem boksen med alle mine gamle breve og postkort, og jeg kan fortælle dig specifikt om personerne og mit forhold til dem på det pågældende tidspunkt. Og minderne er jo rare at have. Men tingene fylder mentalt for meget i form af deres fysiske masse og jeg er kommet frem til den konklusion, at det er på tide at rydde op og smide ud. En gammel trææske fyldt med små parfumeflakoner tjener intet formål, når jeg ikke bruger dem og parfumen er sikkert blevet harsk. Gamle bluser der måske har set bedre dage eller måske passer bedre til en pige i starten af tyverne fremfor en kvinde i starten af trediverne skal nu smides i småt brandbart eller sendes til genbrug. Jeg har længe forsøgt at sælge eller sortere og smide tøj ud, som jeg ikke længere har lyst til at have på. Det være sig fejlkøb, for stort eller for småt og nogen gange for slidt. Især de der slidte jeans, som ikke kan lappes mere og der ikke er anstændige at have på uden for privaten, medmindre man er teenager med en røv der er tættere på skulderbladene end på anklerne. Nu er det nu. En,to,tre nu, smid ud.

Denne såkaldte åbenbaring kommer efter jeg har læst “mine 100 ting” skrevet af Lucy Dillon. På engelsk “a hundred pieces of me”. En letfordøjelig roman på knap 500 sider, der tager udgangspunkt i en kvindes nye liv efter sin skilsmisse. Hun forsøger at rydde op i sit liv og være meget kritisk med hvad hun beholder. Hun vil kun beholde 100 ting. Man bliver ført igennem historien med gamle minder knyttet til de ting, hun vælger at beholde, som samlet giver et billede af den nutidige kvinde. Så simpel og så letlæselig. Men alligevel en øjenåbner. For mig i hvert fald. Ryd op, smid ud og lev i nuet. Læs den.

Så nu er der fundet store affaldssække frem (selvfølgelig de gennemsigtige) og en en tur på containerpladsen i den nærmeste fremtid bliver vist aktuel.

God plads, god karma.

Kærligst, Lone

 

Fra fuldtidsmor til mor på deltid!

IMG_1815

Om mindre end en uge er min barsel slut. Heldigvis har jeg syv ugers ferie til gode, der lige skal bruges, inden jeg skal tilbage på arbejde. For jeg er slet ikke klar. Der er så meget, jeg hellere vil, hovedsagligt tilbringe min tid sammen med Andrea og skabe et godt familieliv for os alle fire (inklusive den hun-gale handhund), mens Andrea er lille, istedet for at jage af sted for at nå det hele med fuldtids arbejde og 10 timers kørsel hver uge. Jeg har været væk fra arbejdsmarkedet siden den 2.maj 2014 og det har været fantastisk. Alle spørger mig nu, om jeg ikke glæder mig til at vende tilbage til arbejde. At komme til at snakke med voksne mennesker igen, og ikke kun være sammen med en baby hele dagen. Jeg kommer selvfølgelig også som pædagog til at tilbringe meget tid sammen med børn i mit arbejde. Bare ikke mit eget barn. Ja jeg savner mine glade, dygtige og skønne kollegaer, som i mine øjne altid arbejder for fuld styrke for at give børnene den bedste hverdag og en god start i livet med en tryg og spændende barndom. Men nej, jeg glæder mig ikke til at komme tilbage, for jeg har ikke savnet noget i min barsel. Jeg har brugt min energi på at lære vores datter og hendes behov at kende og forsøge at give hende de bedste vilkår og den bedste start i livet. Jeg har nydt hvert øjeblik, selv når det hele sejlede, huset lignede et krater, Andrea ikke ville sove, ikke ville spise, havde feber eller ondt for tænder og Jørgen havde travlt med det nye hus og ingen af os havde overskud til andet et godnatkys inden vi faldt i søvn under dynerne. Så har det været fantastisk at få lov at gå hjemme med denne lille skønne pige og følge hende i hendes udvikling og begejstring for verden.

Men det stopper åbenbart efter et år. Nu skal jeg tilbage på arbejde for at samfundet kan hænge sammen. Jeg skal sende min datter i institution eller dagpleje og lade en anden tage sig af hende, mens jeg tager mig af andres børn. Fra nu af er det fagfolk, der skal tage over og være sammen med min datter i de fleste af hendes vågne timer, mens jeg kører den lange vej på arbejde, som sikkert føles endnu længere, når jeg skal skynde mig hjem og hente min datter efter arbejdstid. Lige nu kan jeg ikke se et alternativ, men jeg håber det dukker op i løbet af de næste syv uger, inden jeg skal tilbage på arbejde.

Jeg har endnu ikke selv mødt fordomme, når jeg har luftet ideen om at være hjemmegående eller mor på fuldtid, mens mit barn er lille, men jeg ved at de eksisterer. Samfundet forventer at vi alle spæder til og oftest er det jo økonomisk i form af et arbejde. Og en hjemmegående husmor spæder ikke til økonomisk. Men hvad er det så en mor på fuldtid kan give samfundet, hvis man skal se det store perspektiv. I det lille perspektiv, som er familien, kan det give ro og nærvær, det kan give glade og sunde børn, der trives og har overskud, fordi overskud smitter. Og mon ikke det også kan smitte af på det store perspektiv. Jeg ved det ikke, men jeg forestiller mig det. Og her selvfølgelig sagt, at det kan jo også være far på fuldtid, hvis familien er sådan indrettet. Jeg ved i hvert fald bare, at jeg ikke har fået et barn for at være mor på deltid.

Hvilke tanker og overvejelser gør man sig, lige inden man skal sende sit barn i institution eller dagpleje og hvordan gør man sig selv klar til det, som er noget man reelt ikke ønsker, men måske er nødt til?

Eller er det bare at acceptere, at det er sådan vores samfund er indrettet?