om taknemlighed og den 26.januar

image

I dag er det tirsdag den 26.januar 2016 og det er otte år siden, at jeg  foretog det værste opkald nogensinde. Et opkald som bare skulle være et hurtigt hej til min daværende kæreste, der havde været væk et døgns tid med sit arbejde, men der istedet blev et opkald besvaret af en ældre betjent, der “desværre måtte informere at Reuben Paniora var død”.

Et opkald som den dag i dag står helt skarpt i min hukommelse og helt skarpt i mit følelsesregister, men som ikke længere får mig til at græde. Jeg har genspillet denne frekvens af mit liv så mange gange i min hjerne, at det er blevet en del af mig uden at definere mig. Men det er også en frekvens som dukker op en gang imellem, når jeg bliver mindet om, hvor skrøbeligt livet er og at jeg skal huske at være taknemlig for hvad jeg havde og især for hvad jeg har nu sammen med min kæreste og datter. Lige gyldigt hvor hårdt livet kan være imod os, så har vi vores skønne datter Andrea, og vi har stadig hinanden, selvom vi og vores forhold gang på gang bliver presset af udefrakommende faktorer.

Vi har Andrea, der smiler til os som det første om morgenen, hun griner og løber rundt, hun tumler og hun skælder ud, og giver os de største og blødeste kram og de dejligste smil, så hendes øjne skinner. For hende kæmper vi.

Fra fuldtidsmor til mor på deltid!

IMG_1815

Om mindre end en uge er min barsel slut. Heldigvis har jeg syv ugers ferie til gode, der lige skal bruges, inden jeg skal tilbage på arbejde. For jeg er slet ikke klar. Der er så meget, jeg hellere vil, hovedsagligt tilbringe min tid sammen med Andrea og skabe et godt familieliv for os alle fire (inklusive den hun-gale handhund), mens Andrea er lille, istedet for at jage af sted for at nå det hele med fuldtids arbejde og 10 timers kørsel hver uge. Jeg har været væk fra arbejdsmarkedet siden den 2.maj 2014 og det har været fantastisk. Alle spørger mig nu, om jeg ikke glæder mig til at vende tilbage til arbejde. At komme til at snakke med voksne mennesker igen, og ikke kun være sammen med en baby hele dagen. Jeg kommer selvfølgelig også som pædagog til at tilbringe meget tid sammen med børn i mit arbejde. Bare ikke mit eget barn. Ja jeg savner mine glade, dygtige og skønne kollegaer, som i mine øjne altid arbejder for fuld styrke for at give børnene den bedste hverdag og en god start i livet med en tryg og spændende barndom. Men nej, jeg glæder mig ikke til at komme tilbage, for jeg har ikke savnet noget i min barsel. Jeg har brugt min energi på at lære vores datter og hendes behov at kende og forsøge at give hende de bedste vilkår og den bedste start i livet. Jeg har nydt hvert øjeblik, selv når det hele sejlede, huset lignede et krater, Andrea ikke ville sove, ikke ville spise, havde feber eller ondt for tænder og Jørgen havde travlt med det nye hus og ingen af os havde overskud til andet et godnatkys inden vi faldt i søvn under dynerne. Så har det været fantastisk at få lov at gå hjemme med denne lille skønne pige og følge hende i hendes udvikling og begejstring for verden.

Men det stopper åbenbart efter et år. Nu skal jeg tilbage på arbejde for at samfundet kan hænge sammen. Jeg skal sende min datter i institution eller dagpleje og lade en anden tage sig af hende, mens jeg tager mig af andres børn. Fra nu af er det fagfolk, der skal tage over og være sammen med min datter i de fleste af hendes vågne timer, mens jeg kører den lange vej på arbejde, som sikkert føles endnu længere, når jeg skal skynde mig hjem og hente min datter efter arbejdstid. Lige nu kan jeg ikke se et alternativ, men jeg håber det dukker op i løbet af de næste syv uger, inden jeg skal tilbage på arbejde.

Jeg har endnu ikke selv mødt fordomme, når jeg har luftet ideen om at være hjemmegående eller mor på fuldtid, mens mit barn er lille, men jeg ved at de eksisterer. Samfundet forventer at vi alle spæder til og oftest er det jo økonomisk i form af et arbejde. Og en hjemmegående husmor spæder ikke til økonomisk. Men hvad er det så en mor på fuldtid kan give samfundet, hvis man skal se det store perspektiv. I det lille perspektiv, som er familien, kan det give ro og nærvær, det kan give glade og sunde børn, der trives og har overskud, fordi overskud smitter. Og mon ikke det også kan smitte af på det store perspektiv. Jeg ved det ikke, men jeg forestiller mig det. Og her selvfølgelig sagt, at det kan jo også være far på fuldtid, hvis familien er sådan indrettet. Jeg ved i hvert fald bare, at jeg ikke har fået et barn for at være mor på deltid.

Hvilke tanker og overvejelser gør man sig, lige inden man skal sende sit barn i institution eller dagpleje og hvordan gør man sig selv klar til det, som er noget man reelt ikke ønsker, men måske er nødt til?

Eller er det bare at acceptere, at det er sådan vores samfund er indrettet?

At tage drømme seriøst.

IMG_1144Huset flyder med rod og vasketøjskurven er fyldt til randen. Jeg burde rydde op og gøre rent. I stedet har jeg lavet kaffe, smidt en bolle på risteren og sat mig foran skærmen. Den varme kaffe dufter og smager skønt og i dag er kaffen tiltrængt. Og behovet for at skrive på min blog vinder over mit behov for at have et pænt hjem.

I nat vågnede jeg, forvirret og bange. Jeg var sikker på, at jeg havde glemt at tænde babyalarmen. Selvom den aldrig er tændt om natten, for vi kan jo sagtens høre Andrea. Men jeg var overbevist om, at alarmen skulle være tændt og  jeg ledte febrilsk halvt vågen og halvt i søvne efter den på natbordet, indtil det gik op for mig, at det var noget jeg havde drømt. Så jeg skyndte mig ind på Andreas værelse for at se om hun stadig var i sin seng. Hun lå på ryggen i sin seng med begge sine arme over hovedet, med hovedet lidt til den ene side og underlæben let fremme. Helt stille. Helt fredfyldt. Så måtte jeg lige lytte om hun faktisk træk vejret. Og selvfølgelig gjorde hun. Med ro i sindet og pulsen på vej tilbage til det normale, listede jeg ud på toilettet. Jeg kunne lige så godt tisse, inden jeg hoppede tilbage under den varme dyne. I mørket listede jeg tilbage til sengen, men nåede lige at hamre tæerne ind i et stoleben, inden jeg nåede sengen. Heldigvis vågnede Andrea eller Jørgen ikke, da jeg bandende fandt vejen til sengen. Jeg kunne putte mig under dynen og sove videre.

Jeg har nogen gange haft disse drømme, hvor jeg tror de er virkelige og inden vi fik Andrea kunne jeg bare grine af dem. Men nu hvor drømmene omhandler hende og især frygten for at der er sket noget med hende, så kan jeg mærke, hvordan min puls stiger og det føles som om at jeg har fået en hel garnrulle uld proppet ned i min hals og jeg kan ikke trække vejret. Oftest er jeg heldigvis så træt at jeg ikke rigtig bliver bevidst om mine drømme og derfor heller ikke reagerer så kraftigt på dem. Men alligevel kan jeg have fornemmelsen af ubehag efter en ubehagelig drøm, selvom jeg ikke husker den. Jeg kan gå med denne fornemmelse i flere dage og ville nogen gange ønske, at jeg kunne huske drømmen, lige meget hvor ubehagelig den har været. Så jeg kan fortælle den videre og få det ud af hovedet.

Min bedstemor sagde altid til mig at de drømme man ikke fortæller til andre er de drømme der går i opfyldelse. Og måske er jeg lidt overtroisk med det, da jeg et par gange har haft drømme der er gået i opfyldelse, som jeg er sikker på jeg har drømt inden det skete eller måske mens det skete. Jeg ved det lyder fuldstændigt vanvittigt i nogen folks ører så jeg vil give et eksempel.

Da Reuben døde for syv år siden husker jeg det meget tydeligt, da det var det mest frygtelige jeg nogensinde havde oplevet. Reuben var afsted på firmaweekend til Middelfart med sine kollegaer. Det var første gang vi ikke sov sammen, siden vi havde lært hinanden at kende. Jeg husker at jeg snakkede med ham om aftenen, lige omkring spisetid, hvor han synes han var lidt utilpas og bare ville sove lidt. De havde fået masser af øl i bussen på vej til Middelfart, og jeg tænkte at det var derfor han var træt og utilpas. Da jeg gik i seng ved elleve tiden efter at Ane, som havde besøgt mig den aften, var gået hjem, skrev jeg en sms til Reuben. Jeg skrev at jeg savnede ham og glædede mig til at han kom hjem dagen efter. Jeg gik i seng og sov, indtil jeg vågnede midt om natten, fordi jeg græd i søvne. Hvorfor jeg græd ved jeg ikke, for jeg kan ikke huske at jeg drømte noget. Men jeg kan huske at jeg tørrede mine øjne og kiggede på telefonen. Klokken var næsten halv fire. Der var ingen beskeder.  Jeg husker også at jeg tænkte at Reuben nok bare havde sovet aftenen væk og jeg håbede at han derfor var frisk dagen efter, når han  kom hjem. Næste morgen stod jeg op ved otte tiden, lavede mig en kop te og spiste lidt morgenmad. Derefter satte jeg mig ved symaskinen og forsøgte at lappe et par gamle bukser. Jeg vidste at Reuben og hans kollegaer skulle spise morgenmad inden klokken ti på hotellet, så da klokken var over ti forsøgte jeg at ringe til ham. Det var en politimand, der tog telefonen. Da han forklarede mig, hvorfor han tog telefonen, tabte jeg telefonen og græd og skreg uhæmmet. Min telefon blev smadret og forbindelsen til politiet røg. Og min verden ændrede sig for altid. Da jeg senere hen snakkede med politiet igen, forklarede de mig hændelsesforløbet og de satte tid på hvornår han døde, nemlig mellem tre og halv fire om natten.

Så derfor reagerer jeg, når jeg drømmer. Og prioriterer dette fremfor søvnen.

En mors styrke

I dag er det 7år og 3 måneder siden Reuben døde og i dag er det Reubens fødselsdag. Han kunne være blevet 39 år. I dag er det også Reubens gudsøn Adams otte års fødselsdag. Den dejligste dreng med det skønneste smil. I dag har vi fejret min nevøs snarlige 2 års fødselsdag. Og i dag har Andrea grinet og grædt og skældt ud, alt sammen i  mine arme. Livet fortsætter og vi glæder os over lykken og frygter smerten, der også hører til at være lykkelig.

Lige nu består mit liv af de store glæder og de store frustrationer. At få barn har forandret alt i mit liv. Det har sat alt hvad jeg har oplevet indtil nu i perspektiv. At opleve at kunne elske et andet menneske uden forbehold er det mest fantastiske, men også det mest skræmmende. Jeg ved nu, at alt hvad jeg har oplevet indtil nu af både sorger og glæder, har formet mig og styrket mig til  at være Andreas mor.

Min mor fortalte mig forleden dag om hendes arbejdskollega, som lige havde mistet sin svigersøn. Han døde af kræft. Hans kone og seks årrige datter skulle sige farvel til en højtelsket far. Min mors arbejdskollega, som var mormor til denne skønne seksårige pige kunne kun trøste og være ved deres side, men aldrig fjerne denne store sorg. Pigen havde svært ved at sige farvel til sin far og fik derfor lov til at være der, da han skulle lægges i kisten. Hun havde haft mange spørgsmål til dette med at hendes far skulle begraves. Hun havde spurgt om han blev beskidt i graven, og om de skulle gå på kirkegården med hans post. Hun lagde tegninger i hans kiste og mente også, at han skulle have en pose slik, for hun vidste at hendes far elskede slik. Hun sagde til sin mor, at mormor nok kun gav ham lov til at få et stykke. Mormoren havde hørt den lille pige, og i sorgen glædet sig over barnets umiddelbarhed. Hun var gået hen  til den lille pige, taget hende i hånden og sagt at nu kunne de sammen gå hen og købe en slikpose til hendes far. Den lille pige var meget glad, tog sin mormor i hånden og gik hen til kiosken. Da de stod i kø, stod der en ældre herre bagved pigen og mormoren. Han overhørte mormoren og pigen snakke om at de skulle købe slik, hvorefter han i sjov sagde, at man da ikke fik fredagsslik på en onsdag. Pigen vendte sig resolut om, kiggede på manden og sagde at det IKKE var fredagsslik de skulle have, men slik til hendes far, som han skulle have med i kisten.

Da min mor fortalte dette, kunne jeg ikke holde tårerne tilbage. Denne lille pige skulle forholde sig til en virkelighed, som var så urealistisk og uforståelig, at selv de færreste voksne kan forstå det, når det sker. Og denne mormor gjorde sit bedste for at gøre det hele lidt mere barmhjertigt. Barmhjertigt for sit barnebarn og for sin datter. Og finde styrken til at gøre det midt i sin egen sorg. En mors styrke. At hjælpe med at bære sit barns sorger. Det er denne styrke som gør en mor.

Alle de overvejelser

2014 (886)        2014 (247)         andrea (46)

I dag er min datter Andrea 8 måneder og 6 dage gammel. Hun besluttede sig for at komme til verden på en af de varmeste dage i 2014, og på den dag hendes far havde planlagt, at der skulle høstes. Høsten måtte udsættes et par dage, og Andrea kom til verden med et lille klynk og en masse hiven og trækken, og en kæmpe appetit på at spise og opleve. Vi tog hjem fra hospitalet en dag tidligere end nødvendigt, da det var alt for varmt og indelukket at være der. Så Andrea kom hjem til Søvang, der emmede af høsttravlhed, sommerstøv og nedrivningsbrokker. Den første nat sov hun i sin vugge, og det var som om, at hun blev lullet i søvn af vuggens bløde bevægelser og mejetærskernes brummen. Hun var kommet hjem til vante omgivelser. På dette tidspunkt var det endnu ikke gået op for mig , hvor meget mit liv havde og ville ændre sig med dette lille vindunderlige væsens ankomst. Og jeg vidste på dette tidspunkt ikke, hvad det var for en ny verden, der pludselig åbnede sig op for mig, på både godt og ondt.

I dag 8 måneder og 6 dage senere er jeg først lige begyndt at få et lille indblik i, hvad det vil sige at blive forældre. Inden Andrea kom til verden, var jeg helt på det rene med mine værdier om opdragelse og tanker om at være forældre, og jeg var sikker på at min viden om og erfaring med børn igennem mit arbejde og uddannelse, ville hjælpe mig, når jeg vaklede og blev testet som forælder. Oh God, I was wrong. Denne viden og erfaring er så svær at fastholde, når man sidder med sit lille barn, hvor man ville sælge sin højre arm eller sig selv, bare for at ens barn har godt. Men kan man undgå at gå på kompromis med sine værdier, når man lever i det samfund, vi nu en gang gør i dag?

Det kan i hvert fald være svært, som jeg også blev gjort opmærksom på i går, da vi var til babysvømning. Én af børnene var lidt småsyg og måtte gå tidligt op af vandet. I omklædningsrummet hørte jeg moren sige til en af de andre forældre, at hun virkelig ikke havde tid til at hendes datter var syg. Jeg tror ikke moren er karrieremenneske, eller har specielt flere opgaver eller jern i ilden, end andre normale middelklasseforældre, eller ikke har lyst til at være hjemme ved sit barn. Men tænk en gang, at selvom vi har indrettet vores samfund, så vi i det mindste har barnets 1.sygedag, så er det ikke med god samvittighed, at man går derhjemme og passer sit syge barn. Tænk en gang at få et barn man elsker og vil gøre alt for, men mentalt har man ikke overskud til det, for der er nok også lige en deadline, der skal nås, eller der er fire syge og kun to vikarer på arbejde i forvejen.

Der slog det mig, at jeg også kan komme til at stå i den situation, og det ønsker jeg ikke. For selvom vi er heldige at have farmor på efterløn lige i nærheden, så er det nok ikke hende, Andrea helst vil have, når hun har det skidt og gerne bare vil putte med sin mor eller far. Jeg fik jo ikke et barn, så andre mennesker skal tage sig af hende, når hun har allermest brug for mig eller sin far. BUM! Stof til eftertanke – hvor finder jeg et job, der tilgodeser dette? Og kan man det?Er det nu, jeg skal beslutte mig for at læse videre og vil det give mig mere frihed, eller er det nu jeg skal vælge at tage det store skridt og finde en helt anden løsning end at være lønmodtager. Og kan man bare det i et samfund, der er afhængig af at størstedelen arbejder (og derved også har deres børn i institutioner og holder julene i gang), så vores velfærdssamfund kan bestå. Og hvad er velfærd i Danmark i år 2015? You tell me?

Baby og byggeri

Jeg sidder med fingrene vippende henover tastaturet og synes det er lidt svært at komme i gang med at skrive igen. Jeg skal vist lige øve mig lidt på omdanne mine tanker til skrevne ord. Desuden har jeg (igen) valgt at skrive på dansk, da det selvfølgelig er det mest naturlige. Men jeg ved også at der er nogen kære venner i NZ, der gerne vil læse min blog, så derfor er jeg stadig lidt i limbo ifht hvilket sprog, jeg skal skrive på.

Nogen gange synes jeg ikke at det danske sprog er så dybdegående og ofte findes der et fedt ord på engelsk, som enten ikke eksisterer på dansk eller også er det bare for overfladisk i fht hvad jeg egentlig gerne vil udrykke med mine skrevne ord. Nå, men for nu skriver jeg på dansk. Om det jeg egentlig ville skrive om, nemlig tiden der er gået imellem mine blogs.
Jeg er blevet mor. Jeg er flyttet på landet, jeg har købt bil og jeg har solgt min lejlighed. Min kære dejlige lejlighed i Århus, som var helt min egen og min personlige investering. Det var mit sted, hvor jeg kunne gøre, som det passede mig. Jeg kunne indrette på præcis min måde og invitere lige hvem jeg ville uden at tage hensyn til andre. Nå ja, selvfølgelig med undtagelse af naboerne i opgangen. Jeg havde kun mig selv at rydde op efter, mig selv at lave mad til og mig selv at vaske tøj for. Men det var også kun mig selv, når jeg spiste eller så en god film i fjernsynet. Eller når jeg skulle sove. Jeg havde en masse frihed i den lejlighed, og det var nemt og ligetil. Min lejlighed, min frihed, mit ansvar.
Nu er der måske ikke så meget frihed mere, der er en masse opvask, madlavning, bleskift og tøjvask. Men der er også kærlighed og det bedste er at vågne om morgenen, når vi alle tre ligger i sengen (nogen gange fire, fordi Basse er snu nok til at vente med at liste op i sengen, til vi sover. Ja, hunden lister sig i sengen, indrømmet, men han er bare snu) og det første man ser, er Andreas store glade smil. Så er det det hele værd. På trods af at husbyggeriet er sat i bero på ubegrænset tid, og jeg ellers var begyndt at planlægge livet i i det nye hus, hvor det ikke ville lugte af gammelt hus, der ville være varmt, rent, nyt og lyst. Jeg var begyndt at glæde mig, for da endelig murværk og vinduer var oppe, var det som om, at det var ok at begynde at glæde sig og endda lidt ok at blive lidt utålmodigt. Men nu står foran at skulle rive alt murværk ned, og starte forfra. Så tager det virkelig pusten fra én og man bliver trist og opgivende….indtil jeg får et kæmpe smil fra Andrea, så  hiver jeg mig selv i nakken og minder mig om at der findes langt værre ting, end et byggeri gået i stå. Jeg ved det jo da om nogen gør. Så glæder jeg mig over det fantastiske lille menneske Jørgen og jeg har skabt, og bliver stolt og stædig, og tænker, at så klarer vi sgu også det.