om taknemlighed og den 26.januar

image

I dag er det tirsdag den 26.januar 2016 og det er otte år siden, at jeg  foretog det værste opkald nogensinde. Et opkald som bare skulle være et hurtigt hej til min daværende kæreste, der havde været væk et døgns tid med sit arbejde, men der istedet blev et opkald besvaret af en ældre betjent, der “desværre måtte informere at Reuben Paniora var død”.

Et opkald som den dag i dag står helt skarpt i min hukommelse og helt skarpt i mit følelsesregister, men som ikke længere får mig til at græde. Jeg har genspillet denne frekvens af mit liv så mange gange i min hjerne, at det er blevet en del af mig uden at definere mig. Men det er også en frekvens som dukker op en gang imellem, når jeg bliver mindet om, hvor skrøbeligt livet er og at jeg skal huske at være taknemlig for hvad jeg havde og især for hvad jeg har nu sammen med min kæreste og datter. Lige gyldigt hvor hårdt livet kan være imod os, så har vi vores skønne datter Andrea, og vi har stadig hinanden, selvom vi og vores forhold gang på gang bliver presset af udefrakommende faktorer.

Vi har Andrea, der smiler til os som det første om morgenen, hun griner og løber rundt, hun tumler og hun skælder ud, og giver os de største og blødeste kram og de dejligste smil, så hendes øjne skinner. For hende kæmper vi.

Misundelse er en grim ting

image…men alligvel har jeg ladet det snige sig ind i mit liv. Især når jeg sider i det gamle hus og kigger ud på det hus, der skulle have været så fantastisk, men bare står spøgelsesagtigt og griner af os.

Jeg har aldrig følt mig misundelig før. Ja, jeg har set hvad andre har eller hvad andre kan og gør, og har da også tænkt at det kunne være fedt, hvis det var mig. Men jeg har ikke følt at mit liv var dårligere end deres, fordi jeg ikke havde eller ikke kunne det samme som dem. Jeg har værdsat mit liv og altid sagt, at de valg jeg foretager, er mine valg og derfor har jeg mig selv at takke. Både når det går godt eller skidt. Eller når der er noget jeg ikke kan, så må jeg lære det, hvis det er vigtigt for mig og hvis det er noget jeg gerne vil have, så må jeg spare op eller lære at leve uden det. Og det har fungeret indtil nu.

Men når jeg kigger på alle billederne på Instagram af folks flotte hjem, eller vi får boligkataloger i postkassen og BoBedre ligger i venterummet hos tandlægen, eller man er på besøg hos vennerne, og der bare er lækkert og rent, så bliver jeg sgu misundelig. Når de har overskud til kæresteture og venner på besøg til middag, eller de indretter børneværelser eller tumler rundt på et lækkert trægulv (istedet for gamle gulvtæpper) og varmt gulv, så bliver jeg misundelig. Og når der er plads til at symaskinen står fremme og der er plads til spontane og kreative ideer, så sniger misundelsen ind på mig. Og jeg hader det.

Da jeg gik på barsel havde jeg alle de her ideer om, at jeg skulle sy tøj til Andrea, og jeg skulle male, sy og sammentømre til hendes værelse i det nye hus med alle mine amatørkreative evner. Jeg skulle skrive en masse, som jeg ellers ikke havde tid til, mens jeg arbejdede og jeg skulle bage og lave lækkert mad. Men min tid går ikke med alt det jeg gerne vil, for enten så er energien der ikke eller også er lysten der ikke.

Og ja, selvfølgelig tager Andrea meget af min tid, men tiden sammen med hende giver mig energi og lyst til at gøre disse ting.

Men når man bor i et gammelt hus, som endeligegentlig bare skulle rives ned, ligeså snart det nye stod klart, og alt i det gamle hus er en lappeløsning, om det så er at flytte i stuen med soveværelset, så Andrea kan få ro om natten og et legeværelse, fordi der ikke er værelser nok. Eller det er at skulle rode op og gøre rent hver dag for gammelt støv i gamle gulvtæpper, organisere sig i rodet og føle at man kan lugte det gamle hus, selvom man ikke engang er hjemme og aldrig føle man kan gøre noget, for at det bliver rigtigt lækkert.

Det tager energi. Og det tager energi ikke at vide, hvornår man kommer i det nye hus, for der er ingen der vil tage ansvar for de defekte byggematerialer, der er blevet leveret til vores byggeri.

Ja ja, vil nogen sikkert tænke, det kunne jo være værre. Og det har de da fuldstændig ret i, men nu er det jo lige vores hverdag for tiden. Når man har en kæreste, som bekymrer sig om, hvem der tager ansvar og betaler regningen for fejlen og ligger søvnløs om natten, og måske har svært ved at finde overskud til barn og kæresten, Og man selv forsøger at skabe et rart og kærligt hjem for ham at komme hjem til, er det svært at finde energien og lysten til alle de andre spændende og kreative ting, man så gerne ville lave.

Så vores hverdag ville da klart blive mere overskudsagtigt, hvis der snart var nogen (læs:forsikringsselskaber) der ville tage et ansvar, betale regningen eller i det mindste lade os vide, hvor vi står, så vi kan komme videre med byggeriet, og vi igen kan få en mere nærværende og glad farmand på Søvang.

Så ville jeg da forhåbentlig kunne stoppe med denne misundelse, som faktisk ikke er særlig rar at have. For jeg ved jo godt, at græsset ikke er grønnere på den anden side. Og hvis det er, er det måske kunstigt.

Baby og byggeri

Jeg sidder med fingrene vippende henover tastaturet og synes det er lidt svært at komme i gang med at skrive igen. Jeg skal vist lige øve mig lidt på omdanne mine tanker til skrevne ord. Desuden har jeg (igen) valgt at skrive på dansk, da det selvfølgelig er det mest naturlige. Men jeg ved også at der er nogen kære venner i NZ, der gerne vil læse min blog, så derfor er jeg stadig lidt i limbo ifht hvilket sprog, jeg skal skrive på.

Nogen gange synes jeg ikke at det danske sprog er så dybdegående og ofte findes der et fedt ord på engelsk, som enten ikke eksisterer på dansk eller også er det bare for overfladisk i fht hvad jeg egentlig gerne vil udrykke med mine skrevne ord. Nå, men for nu skriver jeg på dansk. Om det jeg egentlig ville skrive om, nemlig tiden der er gået imellem mine blogs.
Jeg er blevet mor. Jeg er flyttet på landet, jeg har købt bil og jeg har solgt min lejlighed. Min kære dejlige lejlighed i Århus, som var helt min egen og min personlige investering. Det var mit sted, hvor jeg kunne gøre, som det passede mig. Jeg kunne indrette på præcis min måde og invitere lige hvem jeg ville uden at tage hensyn til andre. Nå ja, selvfølgelig med undtagelse af naboerne i opgangen. Jeg havde kun mig selv at rydde op efter, mig selv at lave mad til og mig selv at vaske tøj for. Men det var også kun mig selv, når jeg spiste eller så en god film i fjernsynet. Eller når jeg skulle sove. Jeg havde en masse frihed i den lejlighed, og det var nemt og ligetil. Min lejlighed, min frihed, mit ansvar.
Nu er der måske ikke så meget frihed mere, der er en masse opvask, madlavning, bleskift og tøjvask. Men der er også kærlighed og det bedste er at vågne om morgenen, når vi alle tre ligger i sengen (nogen gange fire, fordi Basse er snu nok til at vente med at liste op i sengen, til vi sover. Ja, hunden lister sig i sengen, indrømmet, men han er bare snu) og det første man ser, er Andreas store glade smil. Så er det det hele værd. På trods af at husbyggeriet er sat i bero på ubegrænset tid, og jeg ellers var begyndt at planlægge livet i i det nye hus, hvor det ikke ville lugte af gammelt hus, der ville være varmt, rent, nyt og lyst. Jeg var begyndt at glæde mig, for da endelig murværk og vinduer var oppe, var det som om, at det var ok at begynde at glæde sig og endda lidt ok at blive lidt utålmodigt. Men nu står foran at skulle rive alt murværk ned, og starte forfra. Så tager det virkelig pusten fra én og man bliver trist og opgivende….indtil jeg får et kæmpe smil fra Andrea, så  hiver jeg mig selv i nakken og minder mig om at der findes langt værre ting, end et byggeri gået i stå. Jeg ved det jo da om nogen gør. Så glæder jeg mig over det fantastiske lille menneske Jørgen og jeg har skabt, og bliver stolt og stædig, og tænker, at så klarer vi sgu også det.