Om mental oprydning og en boganmeldelse

IMG_1885Hvis jeg nogensinde skulle til et AA-lignende møde, ville det i stedet hedde AS. Anonyme Samlere. Hej jeg hedder Lone. Jeg samler på ting. Det har jeg ikke altid gjort. En gang kunne jeg sagtens smide ting ud, når jeg ikke havde brug for det mere og nogen gange har jeg stadig gode perioder, hvor det sker. Ting, som ikke har nogen affektionsværdi for mig. Tøj, som ikke har nogen affektionsværdi for mig. Men jo ældre jeg bliver, des flere ting får listet sig ind i mit hjem og gemmer sig i små bokse, æsker og skuffer, fordi jeg altid kan huske en historie til den pågældende ting. Tag en kjole, en gammel frakke eller en bluse frem fra mit skab og jeg kan fortælle dig, hvem jeg dansede med i den pågældende kjole,  hvem jeg kyssede i regnen foran rådhuset i den gamle frakke eller hvilken eksamen jeg var til i den blonde bluse. Åben en lille æske så ligger der en lille rynken kastanje og jeg ved lige præcis hvem der gik rundt med den i lommen som good luck charm inden jeg fik den eller rod igennem boksen med alle mine gamle breve og postkort, og jeg kan fortælle dig specifikt om personerne og mit forhold til dem på det pågældende tidspunkt. Og minderne er jo rare at have. Men tingene fylder mentalt for meget i form af deres fysiske masse og jeg er kommet frem til den konklusion, at det er på tide at rydde op og smide ud. En gammel trææske fyldt med små parfumeflakoner tjener intet formål, når jeg ikke bruger dem og parfumen er sikkert blevet harsk. Gamle bluser der måske har set bedre dage eller måske passer bedre til en pige i starten af tyverne fremfor en kvinde i starten af trediverne skal nu smides i småt brandbart eller sendes til genbrug. Jeg har længe forsøgt at sælge eller sortere og smide tøj ud, som jeg ikke længere har lyst til at have på. Det være sig fejlkøb, for stort eller for småt og nogen gange for slidt. Især de der slidte jeans, som ikke kan lappes mere og der ikke er anstændige at have på uden for privaten, medmindre man er teenager med en røv der er tættere på skulderbladene end på anklerne. Nu er det nu. En,to,tre nu, smid ud.

Denne såkaldte åbenbaring kommer efter jeg har læst “mine 100 ting” skrevet af Lucy Dillon. På engelsk “a hundred pieces of me”. En letfordøjelig roman på knap 500 sider, der tager udgangspunkt i en kvindes nye liv efter sin skilsmisse. Hun forsøger at rydde op i sit liv og være meget kritisk med hvad hun beholder. Hun vil kun beholde 100 ting. Man bliver ført igennem historien med gamle minder knyttet til de ting, hun vælger at beholde, som samlet giver et billede af den nutidige kvinde. Så simpel og så letlæselig. Men alligevel en øjenåbner. For mig i hvert fald. Ryd op, smid ud og lev i nuet. Læs den.

Så nu er der fundet store affaldssække frem (selvfølgelig de gennemsigtige) og en en tur på containerpladsen i den nærmeste fremtid bliver vist aktuel.

God plads, god karma.

Kærligst, Lone

 

Fra fuldtidsmor til mor på deltid!

IMG_1815

Om mindre end en uge er min barsel slut. Heldigvis har jeg syv ugers ferie til gode, der lige skal bruges, inden jeg skal tilbage på arbejde. For jeg er slet ikke klar. Der er så meget, jeg hellere vil, hovedsagligt tilbringe min tid sammen med Andrea og skabe et godt familieliv for os alle fire (inklusive den hun-gale handhund), mens Andrea er lille, istedet for at jage af sted for at nå det hele med fuldtids arbejde og 10 timers kørsel hver uge. Jeg har været væk fra arbejdsmarkedet siden den 2.maj 2014 og det har været fantastisk. Alle spørger mig nu, om jeg ikke glæder mig til at vende tilbage til arbejde. At komme til at snakke med voksne mennesker igen, og ikke kun være sammen med en baby hele dagen. Jeg kommer selvfølgelig også som pædagog til at tilbringe meget tid sammen med børn i mit arbejde. Bare ikke mit eget barn. Ja jeg savner mine glade, dygtige og skønne kollegaer, som i mine øjne altid arbejder for fuld styrke for at give børnene den bedste hverdag og en god start i livet med en tryg og spændende barndom. Men nej, jeg glæder mig ikke til at komme tilbage, for jeg har ikke savnet noget i min barsel. Jeg har brugt min energi på at lære vores datter og hendes behov at kende og forsøge at give hende de bedste vilkår og den bedste start i livet. Jeg har nydt hvert øjeblik, selv når det hele sejlede, huset lignede et krater, Andrea ikke ville sove, ikke ville spise, havde feber eller ondt for tænder og Jørgen havde travlt med det nye hus og ingen af os havde overskud til andet et godnatkys inden vi faldt i søvn under dynerne. Så har det været fantastisk at få lov at gå hjemme med denne lille skønne pige og følge hende i hendes udvikling og begejstring for verden.

Men det stopper åbenbart efter et år. Nu skal jeg tilbage på arbejde for at samfundet kan hænge sammen. Jeg skal sende min datter i institution eller dagpleje og lade en anden tage sig af hende, mens jeg tager mig af andres børn. Fra nu af er det fagfolk, der skal tage over og være sammen med min datter i de fleste af hendes vågne timer, mens jeg kører den lange vej på arbejde, som sikkert føles endnu længere, når jeg skal skynde mig hjem og hente min datter efter arbejdstid. Lige nu kan jeg ikke se et alternativ, men jeg håber det dukker op i løbet af de næste syv uger, inden jeg skal tilbage på arbejde.

Jeg har endnu ikke selv mødt fordomme, når jeg har luftet ideen om at være hjemmegående eller mor på fuldtid, mens mit barn er lille, men jeg ved at de eksisterer. Samfundet forventer at vi alle spæder til og oftest er det jo økonomisk i form af et arbejde. Og en hjemmegående husmor spæder ikke til økonomisk. Men hvad er det så en mor på fuldtid kan give samfundet, hvis man skal se det store perspektiv. I det lille perspektiv, som er familien, kan det give ro og nærvær, det kan give glade og sunde børn, der trives og har overskud, fordi overskud smitter. Og mon ikke det også kan smitte af på det store perspektiv. Jeg ved det ikke, men jeg forestiller mig det. Og her selvfølgelig sagt, at det kan jo også være far på fuldtid, hvis familien er sådan indrettet. Jeg ved i hvert fald bare, at jeg ikke har fået et barn for at være mor på deltid.

Hvilke tanker og overvejelser gør man sig, lige inden man skal sende sit barn i institution eller dagpleje og hvordan gør man sig selv klar til det, som er noget man reelt ikke ønsker, men måske er nødt til?

Eller er det bare at acceptere, at det er sådan vores samfund er indrettet?

En mors styrke

I dag er det 7år og 3 måneder siden Reuben døde og i dag er det Reubens fødselsdag. Han kunne være blevet 39 år. I dag er det også Reubens gudsøn Adams otte års fødselsdag. Den dejligste dreng med det skønneste smil. I dag har vi fejret min nevøs snarlige 2 års fødselsdag. Og i dag har Andrea grinet og grædt og skældt ud, alt sammen i  mine arme. Livet fortsætter og vi glæder os over lykken og frygter smerten, der også hører til at være lykkelig.

Lige nu består mit liv af de store glæder og de store frustrationer. At få barn har forandret alt i mit liv. Det har sat alt hvad jeg har oplevet indtil nu i perspektiv. At opleve at kunne elske et andet menneske uden forbehold er det mest fantastiske, men også det mest skræmmende. Jeg ved nu, at alt hvad jeg har oplevet indtil nu af både sorger og glæder, har formet mig og styrket mig til  at være Andreas mor.

Min mor fortalte mig forleden dag om hendes arbejdskollega, som lige havde mistet sin svigersøn. Han døde af kræft. Hans kone og seks årrige datter skulle sige farvel til en højtelsket far. Min mors arbejdskollega, som var mormor til denne skønne seksårige pige kunne kun trøste og være ved deres side, men aldrig fjerne denne store sorg. Pigen havde svært ved at sige farvel til sin far og fik derfor lov til at være der, da han skulle lægges i kisten. Hun havde haft mange spørgsmål til dette med at hendes far skulle begraves. Hun havde spurgt om han blev beskidt i graven, og om de skulle gå på kirkegården med hans post. Hun lagde tegninger i hans kiste og mente også, at han skulle have en pose slik, for hun vidste at hendes far elskede slik. Hun sagde til sin mor, at mormor nok kun gav ham lov til at få et stykke. Mormoren havde hørt den lille pige, og i sorgen glædet sig over barnets umiddelbarhed. Hun var gået hen  til den lille pige, taget hende i hånden og sagt at nu kunne de sammen gå hen og købe en slikpose til hendes far. Den lille pige var meget glad, tog sin mormor i hånden og gik hen til kiosken. Da de stod i kø, stod der en ældre herre bagved pigen og mormoren. Han overhørte mormoren og pigen snakke om at de skulle købe slik, hvorefter han i sjov sagde, at man da ikke fik fredagsslik på en onsdag. Pigen vendte sig resolut om, kiggede på manden og sagde at det IKKE var fredagsslik de skulle have, men slik til hendes far, som han skulle have med i kisten.

Da min mor fortalte dette, kunne jeg ikke holde tårerne tilbage. Denne lille pige skulle forholde sig til en virkelighed, som var så urealistisk og uforståelig, at selv de færreste voksne kan forstå det, når det sker. Og denne mormor gjorde sit bedste for at gøre det hele lidt mere barmhjertigt. Barmhjertigt for sit barnebarn og for sin datter. Og finde styrken til at gøre det midt i sin egen sorg. En mors styrke. At hjælpe med at bære sit barns sorger. Det er denne styrke som gør en mor.

Når livet bliver for svært.

3182606755a4077211060b249857222lLivet er hårdt og det er spændende, det er givende og det dyrt, det er til tider smertefuldt og frygteligt, men det er også fantastisk og fint, skrøbeligt og smukt.

Nogen gange har det været så hårdt og smertefuldt, at jeg hellere ville have trukket alle neglene af mine fingre og brækket samtlige knogler i min krop, end opleve denne smerte. Men omvendt har denne hårde tid og smerte gjort mig stærk. Og jeg kan blive så  ked af det, når andre mennesker ikke magter at komme igennem denne smerte. Når livet bliver for svært for dem og de ikke kan se de små glimt af det fantastiske ved livet. De kan ikke se igennem den smerte og tristhed, der slører deres hjerne. Og til sidst vælger de at ende deres eget liv.

Jeg skriver dette, fordi jeg nu bor i det lille samfund, som jeg gør, hvor alle ved alt om alle, uden egentlig at alle altid kender hinanden. Vi ved, hvem de er, men vi kender dem ikke rigtigt. Og når der sker noget så frygteligt, at en mand vælger at tage sit eget liv, så ved vi det også. Men vi ved ikke hvorfor. Og vi ved ikke om vi kunne have gjort noget for at undgå det.

Vi kan spørge os selv eller hinanden, hvorfor han mon gjorde det og hvordan kunne han gøre det, når nu han havde teenagebørn? Kunne vi have undgået det, ved at spørge ham hvordan han havde det, sidste gang vi mødte ham i supermarkedet eller hos lægen, eller skal vi overhovedet slå os selv i hovedet med et ansvar, vi alligevel ikke kan leve op til?

Jeg bliver ked af det, når mennesker giver op på livet. Jeg bliver ked af at alt det fantastiske ved livet, som de ikke kommer til at opleve. Men jeg bliver allermest ked af det, når jeg tænker på de efterladte. De vil altid have denne sorg med dem og viden om, at det var et valg med afgørende betydning for deres liv, der blev truffet uden at de havde noget sige til det.

Misundelse er en grim ting

image…men alligvel har jeg ladet det snige sig ind i mit liv. Især når jeg sider i det gamle hus og kigger ud på det hus, der skulle have været så fantastisk, men bare står spøgelsesagtigt og griner af os.

Jeg har aldrig følt mig misundelig før. Ja, jeg har set hvad andre har eller hvad andre kan og gør, og har da også tænkt at det kunne være fedt, hvis det var mig. Men jeg har ikke følt at mit liv var dårligere end deres, fordi jeg ikke havde eller ikke kunne det samme som dem. Jeg har værdsat mit liv og altid sagt, at de valg jeg foretager, er mine valg og derfor har jeg mig selv at takke. Både når det går godt eller skidt. Eller når der er noget jeg ikke kan, så må jeg lære det, hvis det er vigtigt for mig og hvis det er noget jeg gerne vil have, så må jeg spare op eller lære at leve uden det. Og det har fungeret indtil nu.

Men når jeg kigger på alle billederne på Instagram af folks flotte hjem, eller vi får boligkataloger i postkassen og BoBedre ligger i venterummet hos tandlægen, eller man er på besøg hos vennerne, og der bare er lækkert og rent, så bliver jeg sgu misundelig. Når de har overskud til kæresteture og venner på besøg til middag, eller de indretter børneværelser eller tumler rundt på et lækkert trægulv (istedet for gamle gulvtæpper) og varmt gulv, så bliver jeg misundelig. Og når der er plads til at symaskinen står fremme og der er plads til spontane og kreative ideer, så sniger misundelsen ind på mig. Og jeg hader det.

Da jeg gik på barsel havde jeg alle de her ideer om, at jeg skulle sy tøj til Andrea, og jeg skulle male, sy og sammentømre til hendes værelse i det nye hus med alle mine amatørkreative evner. Jeg skulle skrive en masse, som jeg ellers ikke havde tid til, mens jeg arbejdede og jeg skulle bage og lave lækkert mad. Men min tid går ikke med alt det jeg gerne vil, for enten så er energien der ikke eller også er lysten der ikke.

Og ja, selvfølgelig tager Andrea meget af min tid, men tiden sammen med hende giver mig energi og lyst til at gøre disse ting.

Men når man bor i et gammelt hus, som endeligegentlig bare skulle rives ned, ligeså snart det nye stod klart, og alt i det gamle hus er en lappeløsning, om det så er at flytte i stuen med soveværelset, så Andrea kan få ro om natten og et legeværelse, fordi der ikke er værelser nok. Eller det er at skulle rode op og gøre rent hver dag for gammelt støv i gamle gulvtæpper, organisere sig i rodet og føle at man kan lugte det gamle hus, selvom man ikke engang er hjemme og aldrig føle man kan gøre noget, for at det bliver rigtigt lækkert.

Det tager energi. Og det tager energi ikke at vide, hvornår man kommer i det nye hus, for der er ingen der vil tage ansvar for de defekte byggematerialer, der er blevet leveret til vores byggeri.

Ja ja, vil nogen sikkert tænke, det kunne jo være værre. Og det har de da fuldstændig ret i, men nu er det jo lige vores hverdag for tiden. Når man har en kæreste, som bekymrer sig om, hvem der tager ansvar og betaler regningen for fejlen og ligger søvnløs om natten, og måske har svært ved at finde overskud til barn og kæresten, Og man selv forsøger at skabe et rart og kærligt hjem for ham at komme hjem til, er det svært at finde energien og lysten til alle de andre spændende og kreative ting, man så gerne ville lave.

Så vores hverdag ville da klart blive mere overskudsagtigt, hvis der snart var nogen (læs:forsikringsselskaber) der ville tage et ansvar, betale regningen eller i det mindste lade os vide, hvor vi står, så vi kan komme videre med byggeriet, og vi igen kan få en mere nærværende og glad farmand på Søvang.

Så ville jeg da forhåbentlig kunne stoppe med denne misundelse, som faktisk ikke er særlig rar at have. For jeg ved jo godt, at græsset ikke er grønnere på den anden side. Og hvis det er, er det måske kunstigt.

al begyndelse er svær

image

Da jeg gik ind i det nye år, havde jeg sat mig nogen mål for dette år. Det var ikke en masse mål, for med husbyggeri og baby, er jeg godt klar over, at det ikke er tiden man har mest af, hvis jeg også skal bruge noget af denne tid på kærestetid. Men jeg fik sat mig nogen realistiske mål, som jeg allerede er godt på vej til at opfylde.

Jeg vil lære yoga, i mit eget tempo, der passer ind i vores hverdag. Derfor har jeg downloaded Rachel Brathens yoga film og forsøger at presse det ind en gang imellem. Målet er, at jeg bliver mere fortrolig med yogaen, og derved kan sættte mig nye mål, der hedder #yogaeverydamnday. Indtil videre er det max et par gange om ugen, og det har jeg accepteret, istedet for at stresse over ikke at få det gjort. Derfor har jeg også afmeldt mit medlemsskab i træningscentret, for med det ville jeg kun blive fit for fight, hvis den dårlige samvittighed kunne træne min krop.

Nu er det forår, og selvom vinden stadig er hård og kold, så varmer solen allerede og giver fornyet energi. Og så er det løbetid. Sidste år stoppede jeg med at løbe ret tidligt i graviditeten og dyrkede yoga og pilates i stedet, da det føltes bedre for min krop. Men nu skal der ske noget. Ud at løbe med vinden i ansigtet, lungerne hængende ud af halsen og ømme ben de første par uger. Fordi man fortryder kun, hvis man ikke kom afsted. Bagefter raser endorfinerne og samvittigheden er i top. Mit mål er bare at komme i gang igen et par gange om ugen og komme op på de ti km på 55minutter, jeg var på for 4 år siden inden vinteren kommer igen. Det vil gøre mig glad.

Jeg er begyndt at sy igen, det er alt lige fra sengetøj til kjoler til Andrea, og det er så fedt at se det endelig resultat. Jeg har altid syet, men aldrig efter mønstre, og er aldrig blevet rigtig tilfreds med resultatet. Nu har jeg købt ny sybog, kopieringspapir, sylineal og alle de andre som er uundværgelige, når man vil sy noget lækkert. Mit mål er at blive så god til at sy, at jeg kan sy en kjole til mig selv, men også hvis jeg har veninder, der ønsker sig noget specifikt. Jeg syntes, jeg er god til at se hvad der klæder andre, og hvis jeg så kunne sy dette til dem, ville det da være endnu federe.

Og det sidste planlagte mål for det nye år, er at skrive mere på bloggen. At gøre min blog fantastisk at se på, holde den opdateret og gerne få flere flere læsere, der gider at læse min blog og komme med ideer og kommentarer. Og her er jeg jo faktisk kommet ret godt igang, trods en langsom opstart.

So feel free to follow, læs og kommentér alt hvad du vil. Velkommen til mine skriblerier.

Alle de overvejelser

2014 (886)        2014 (247)         andrea (46)

I dag er min datter Andrea 8 måneder og 6 dage gammel. Hun besluttede sig for at komme til verden på en af de varmeste dage i 2014, og på den dag hendes far havde planlagt, at der skulle høstes. Høsten måtte udsættes et par dage, og Andrea kom til verden med et lille klynk og en masse hiven og trækken, og en kæmpe appetit på at spise og opleve. Vi tog hjem fra hospitalet en dag tidligere end nødvendigt, da det var alt for varmt og indelukket at være der. Så Andrea kom hjem til Søvang, der emmede af høsttravlhed, sommerstøv og nedrivningsbrokker. Den første nat sov hun i sin vugge, og det var som om, at hun blev lullet i søvn af vuggens bløde bevægelser og mejetærskernes brummen. Hun var kommet hjem til vante omgivelser. På dette tidspunkt var det endnu ikke gået op for mig , hvor meget mit liv havde og ville ændre sig med dette lille vindunderlige væsens ankomst. Og jeg vidste på dette tidspunkt ikke, hvad det var for en ny verden, der pludselig åbnede sig op for mig, på både godt og ondt.

I dag 8 måneder og 6 dage senere er jeg først lige begyndt at få et lille indblik i, hvad det vil sige at blive forældre. Inden Andrea kom til verden, var jeg helt på det rene med mine værdier om opdragelse og tanker om at være forældre, og jeg var sikker på at min viden om og erfaring med børn igennem mit arbejde og uddannelse, ville hjælpe mig, når jeg vaklede og blev testet som forælder. Oh God, I was wrong. Denne viden og erfaring er så svær at fastholde, når man sidder med sit lille barn, hvor man ville sælge sin højre arm eller sig selv, bare for at ens barn har godt. Men kan man undgå at gå på kompromis med sine værdier, når man lever i det samfund, vi nu en gang gør i dag?

Det kan i hvert fald være svært, som jeg også blev gjort opmærksom på i går, da vi var til babysvømning. Én af børnene var lidt småsyg og måtte gå tidligt op af vandet. I omklædningsrummet hørte jeg moren sige til en af de andre forældre, at hun virkelig ikke havde tid til at hendes datter var syg. Jeg tror ikke moren er karrieremenneske, eller har specielt flere opgaver eller jern i ilden, end andre normale middelklasseforældre, eller ikke har lyst til at være hjemme ved sit barn. Men tænk en gang, at selvom vi har indrettet vores samfund, så vi i det mindste har barnets 1.sygedag, så er det ikke med god samvittighed, at man går derhjemme og passer sit syge barn. Tænk en gang at få et barn man elsker og vil gøre alt for, men mentalt har man ikke overskud til det, for der er nok også lige en deadline, der skal nås, eller der er fire syge og kun to vikarer på arbejde i forvejen.

Der slog det mig, at jeg også kan komme til at stå i den situation, og det ønsker jeg ikke. For selvom vi er heldige at have farmor på efterløn lige i nærheden, så er det nok ikke hende, Andrea helst vil have, når hun har det skidt og gerne bare vil putte med sin mor eller far. Jeg fik jo ikke et barn, så andre mennesker skal tage sig af hende, når hun har allermest brug for mig eller sin far. BUM! Stof til eftertanke – hvor finder jeg et job, der tilgodeser dette? Og kan man det?Er det nu, jeg skal beslutte mig for at læse videre og vil det give mig mere frihed, eller er det nu jeg skal vælge at tage det store skridt og finde en helt anden løsning end at være lønmodtager. Og kan man bare det i et samfund, der er afhængig af at størstedelen arbejder (og derved også har deres børn i institutioner og holder julene i gang), så vores velfærdssamfund kan bestå. Og hvad er velfærd i Danmark i år 2015? You tell me?

Klar, parat, skriv

image

Nu er dette min officielle side. Jeg nedlægger min gamle side www.leeloos.blogspot.com og håber en masse vil følge mig herinde.

Jeg er blevet overbevist om, at jeg er nødt til at skrive en masse, for jo mere jeg tænker over, hvad jeg vil skrive om, jo flere spændende tanker og ideer opstår. Desuden tænker jeg, at Bare skrive løs, giver mig øvelse i at skrive, og jeg bliver forhåbentlig bedre og bedre til det.

Udover det blev jeg i går også bekræftet i, at det er noget jeg skal gøre noget mere ved, da jeg blev spurgt om at afprøve et online workshop i Skriv dit liv. Jeg har tidligere deltaget i et lignende to dages kursus, hvor jeg fik ideer til at gribe det an, når jeg vil i gang med ar skrive. Men på det tidspunkt var jeg måske ikke helt klar til at lægge min tid og energi i det på det niveau, det kræver. Hvem ved? Måske er jeg det nu. Jeg glæder mig i hvert fald til at være forsøgsperson i workshoppen. Og jeg glæder mig til at skrive en masse herinde på bloggen.

Baby og byggeri

Jeg sidder med fingrene vippende henover tastaturet og synes det er lidt svært at komme i gang med at skrive igen. Jeg skal vist lige øve mig lidt på omdanne mine tanker til skrevne ord. Desuden har jeg (igen) valgt at skrive på dansk, da det selvfølgelig er det mest naturlige. Men jeg ved også at der er nogen kære venner i NZ, der gerne vil læse min blog, så derfor er jeg stadig lidt i limbo ifht hvilket sprog, jeg skal skrive på.

Nogen gange synes jeg ikke at det danske sprog er så dybdegående og ofte findes der et fedt ord på engelsk, som enten ikke eksisterer på dansk eller også er det bare for overfladisk i fht hvad jeg egentlig gerne vil udrykke med mine skrevne ord. Nå, men for nu skriver jeg på dansk. Om det jeg egentlig ville skrive om, nemlig tiden der er gået imellem mine blogs.
Jeg er blevet mor. Jeg er flyttet på landet, jeg har købt bil og jeg har solgt min lejlighed. Min kære dejlige lejlighed i Århus, som var helt min egen og min personlige investering. Det var mit sted, hvor jeg kunne gøre, som det passede mig. Jeg kunne indrette på præcis min måde og invitere lige hvem jeg ville uden at tage hensyn til andre. Nå ja, selvfølgelig med undtagelse af naboerne i opgangen. Jeg havde kun mig selv at rydde op efter, mig selv at lave mad til og mig selv at vaske tøj for. Men det var også kun mig selv, når jeg spiste eller så en god film i fjernsynet. Eller når jeg skulle sove. Jeg havde en masse frihed i den lejlighed, og det var nemt og ligetil. Min lejlighed, min frihed, mit ansvar.
Nu er der måske ikke så meget frihed mere, der er en masse opvask, madlavning, bleskift og tøjvask. Men der er også kærlighed og det bedste er at vågne om morgenen, når vi alle tre ligger i sengen (nogen gange fire, fordi Basse er snu nok til at vente med at liste op i sengen, til vi sover. Ja, hunden lister sig i sengen, indrømmet, men han er bare snu) og det første man ser, er Andreas store glade smil. Så er det det hele værd. På trods af at husbyggeriet er sat i bero på ubegrænset tid, og jeg ellers var begyndt at planlægge livet i i det nye hus, hvor det ikke ville lugte af gammelt hus, der ville være varmt, rent, nyt og lyst. Jeg var begyndt at glæde mig, for da endelig murværk og vinduer var oppe, var det som om, at det var ok at begynde at glæde sig og endda lidt ok at blive lidt utålmodigt. Men nu står foran at skulle rive alt murværk ned, og starte forfra. Så tager det virkelig pusten fra én og man bliver trist og opgivende….indtil jeg får et kæmpe smil fra Andrea, så  hiver jeg mig selv i nakken og minder mig om at der findes langt værre ting, end et byggeri gået i stå. Jeg ved det jo da om nogen gør. Så glæder jeg mig over det fantastiske lille menneske Jørgen og jeg har skabt, og bliver stolt og stædig, og tænker, at så klarer vi sgu også det.