om taknemlighed og den 26.januar

image

I dag er det tirsdag den 26.januar 2016 og det er otte år siden, at jeg  foretog det værste opkald nogensinde. Et opkald som bare skulle være et hurtigt hej til min daværende kæreste, der havde været væk et døgns tid med sit arbejde, men der istedet blev et opkald besvaret af en ældre betjent, der “desværre måtte informere at Reuben Paniora var død”.

Et opkald som den dag i dag står helt skarpt i min hukommelse og helt skarpt i mit følelsesregister, men som ikke længere får mig til at græde. Jeg har genspillet denne frekvens af mit liv så mange gange i min hjerne, at det er blevet en del af mig uden at definere mig. Men det er også en frekvens som dukker op en gang imellem, når jeg bliver mindet om, hvor skrøbeligt livet er og at jeg skal huske at være taknemlig for hvad jeg havde og især for hvad jeg har nu sammen med min kæreste og datter. Lige gyldigt hvor hårdt livet kan være imod os, så har vi vores skønne datter Andrea, og vi har stadig hinanden, selvom vi og vores forhold gang på gang bliver presset af udefrakommende faktorer.

Vi har Andrea, der smiler til os som det første om morgenen, hun griner og løber rundt, hun tumler og hun skælder ud, og giver os de største og blødeste kram og de dejligste smil, så hendes øjne skinner. For hende kæmper vi.

At tage drømme seriøst.

IMG_1144Huset flyder med rod og vasketøjskurven er fyldt til randen. Jeg burde rydde op og gøre rent. I stedet har jeg lavet kaffe, smidt en bolle på risteren og sat mig foran skærmen. Den varme kaffe dufter og smager skønt og i dag er kaffen tiltrængt. Og behovet for at skrive på min blog vinder over mit behov for at have et pænt hjem.

I nat vågnede jeg, forvirret og bange. Jeg var sikker på, at jeg havde glemt at tænde babyalarmen. Selvom den aldrig er tændt om natten, for vi kan jo sagtens høre Andrea. Men jeg var overbevist om, at alarmen skulle være tændt og  jeg ledte febrilsk halvt vågen og halvt i søvne efter den på natbordet, indtil det gik op for mig, at det var noget jeg havde drømt. Så jeg skyndte mig ind på Andreas værelse for at se om hun stadig var i sin seng. Hun lå på ryggen i sin seng med begge sine arme over hovedet, med hovedet lidt til den ene side og underlæben let fremme. Helt stille. Helt fredfyldt. Så måtte jeg lige lytte om hun faktisk træk vejret. Og selvfølgelig gjorde hun. Med ro i sindet og pulsen på vej tilbage til det normale, listede jeg ud på toilettet. Jeg kunne lige så godt tisse, inden jeg hoppede tilbage under den varme dyne. I mørket listede jeg tilbage til sengen, men nåede lige at hamre tæerne ind i et stoleben, inden jeg nåede sengen. Heldigvis vågnede Andrea eller Jørgen ikke, da jeg bandende fandt vejen til sengen. Jeg kunne putte mig under dynen og sove videre.

Jeg har nogen gange haft disse drømme, hvor jeg tror de er virkelige og inden vi fik Andrea kunne jeg bare grine af dem. Men nu hvor drømmene omhandler hende og især frygten for at der er sket noget med hende, så kan jeg mærke, hvordan min puls stiger og det føles som om at jeg har fået en hel garnrulle uld proppet ned i min hals og jeg kan ikke trække vejret. Oftest er jeg heldigvis så træt at jeg ikke rigtig bliver bevidst om mine drømme og derfor heller ikke reagerer så kraftigt på dem. Men alligevel kan jeg have fornemmelsen af ubehag efter en ubehagelig drøm, selvom jeg ikke husker den. Jeg kan gå med denne fornemmelse i flere dage og ville nogen gange ønske, at jeg kunne huske drømmen, lige meget hvor ubehagelig den har været. Så jeg kan fortælle den videre og få det ud af hovedet.

Min bedstemor sagde altid til mig at de drømme man ikke fortæller til andre er de drømme der går i opfyldelse. Og måske er jeg lidt overtroisk med det, da jeg et par gange har haft drømme der er gået i opfyldelse, som jeg er sikker på jeg har drømt inden det skete eller måske mens det skete. Jeg ved det lyder fuldstændigt vanvittigt i nogen folks ører så jeg vil give et eksempel.

Da Reuben døde for syv år siden husker jeg det meget tydeligt, da det var det mest frygtelige jeg nogensinde havde oplevet. Reuben var afsted på firmaweekend til Middelfart med sine kollegaer. Det var første gang vi ikke sov sammen, siden vi havde lært hinanden at kende. Jeg husker at jeg snakkede med ham om aftenen, lige omkring spisetid, hvor han synes han var lidt utilpas og bare ville sove lidt. De havde fået masser af øl i bussen på vej til Middelfart, og jeg tænkte at det var derfor han var træt og utilpas. Da jeg gik i seng ved elleve tiden efter at Ane, som havde besøgt mig den aften, var gået hjem, skrev jeg en sms til Reuben. Jeg skrev at jeg savnede ham og glædede mig til at han kom hjem dagen efter. Jeg gik i seng og sov, indtil jeg vågnede midt om natten, fordi jeg græd i søvne. Hvorfor jeg græd ved jeg ikke, for jeg kan ikke huske at jeg drømte noget. Men jeg kan huske at jeg tørrede mine øjne og kiggede på telefonen. Klokken var næsten halv fire. Der var ingen beskeder.  Jeg husker også at jeg tænkte at Reuben nok bare havde sovet aftenen væk og jeg håbede at han derfor var frisk dagen efter, når han  kom hjem. Næste morgen stod jeg op ved otte tiden, lavede mig en kop te og spiste lidt morgenmad. Derefter satte jeg mig ved symaskinen og forsøgte at lappe et par gamle bukser. Jeg vidste at Reuben og hans kollegaer skulle spise morgenmad inden klokken ti på hotellet, så da klokken var over ti forsøgte jeg at ringe til ham. Det var en politimand, der tog telefonen. Da han forklarede mig, hvorfor han tog telefonen, tabte jeg telefonen og græd og skreg uhæmmet. Min telefon blev smadret og forbindelsen til politiet røg. Og min verden ændrede sig for altid. Da jeg senere hen snakkede med politiet igen, forklarede de mig hændelsesforløbet og de satte tid på hvornår han døde, nemlig mellem tre og halv fire om natten.

Så derfor reagerer jeg, når jeg drømmer. Og prioriterer dette fremfor søvnen.