om taknemlighed og den 26.januar

image

I dag er det tirsdag den 26.januar 2016 og det er otte år siden, at jeg  foretog det værste opkald nogensinde. Et opkald som bare skulle være et hurtigt hej til min daværende kæreste, der havde været væk et døgns tid med sit arbejde, men der istedet blev et opkald besvaret af en ældre betjent, der “desværre måtte informere at Reuben Paniora var død”.

Et opkald som den dag i dag står helt skarpt i min hukommelse og helt skarpt i mit følelsesregister, men som ikke længere får mig til at græde. Jeg har genspillet denne frekvens af mit liv så mange gange i min hjerne, at det er blevet en del af mig uden at definere mig. Men det er også en frekvens som dukker op en gang imellem, når jeg bliver mindet om, hvor skrøbeligt livet er og at jeg skal huske at være taknemlig for hvad jeg havde og især for hvad jeg har nu sammen med min kæreste og datter. Lige gyldigt hvor hårdt livet kan være imod os, så har vi vores skønne datter Andrea, og vi har stadig hinanden, selvom vi og vores forhold gang på gang bliver presset af udefrakommende faktorer.

Vi har Andrea, der smiler til os som det første om morgenen, hun griner og løber rundt, hun tumler og hun skælder ud, og giver os de største og blødeste kram og de dejligste smil, så hendes øjne skinner. For hende kæmper vi.

Misundelse er en grim ting

image…men alligvel har jeg ladet det snige sig ind i mit liv. Især når jeg sider i det gamle hus og kigger ud på det hus, der skulle have været så fantastisk, men bare står spøgelsesagtigt og griner af os.

Jeg har aldrig følt mig misundelig før. Ja, jeg har set hvad andre har eller hvad andre kan og gør, og har da også tænkt at det kunne være fedt, hvis det var mig. Men jeg har ikke følt at mit liv var dårligere end deres, fordi jeg ikke havde eller ikke kunne det samme som dem. Jeg har værdsat mit liv og altid sagt, at de valg jeg foretager, er mine valg og derfor har jeg mig selv at takke. Både når det går godt eller skidt. Eller når der er noget jeg ikke kan, så må jeg lære det, hvis det er vigtigt for mig og hvis det er noget jeg gerne vil have, så må jeg spare op eller lære at leve uden det. Og det har fungeret indtil nu.

Men når jeg kigger på alle billederne på Instagram af folks flotte hjem, eller vi får boligkataloger i postkassen og BoBedre ligger i venterummet hos tandlægen, eller man er på besøg hos vennerne, og der bare er lækkert og rent, så bliver jeg sgu misundelig. Når de har overskud til kæresteture og venner på besøg til middag, eller de indretter børneværelser eller tumler rundt på et lækkert trægulv (istedet for gamle gulvtæpper) og varmt gulv, så bliver jeg misundelig. Og når der er plads til at symaskinen står fremme og der er plads til spontane og kreative ideer, så sniger misundelsen ind på mig. Og jeg hader det.

Da jeg gik på barsel havde jeg alle de her ideer om, at jeg skulle sy tøj til Andrea, og jeg skulle male, sy og sammentømre til hendes værelse i det nye hus med alle mine amatørkreative evner. Jeg skulle skrive en masse, som jeg ellers ikke havde tid til, mens jeg arbejdede og jeg skulle bage og lave lækkert mad. Men min tid går ikke med alt det jeg gerne vil, for enten så er energien der ikke eller også er lysten der ikke.

Og ja, selvfølgelig tager Andrea meget af min tid, men tiden sammen med hende giver mig energi og lyst til at gøre disse ting.

Men når man bor i et gammelt hus, som endeligegentlig bare skulle rives ned, ligeså snart det nye stod klart, og alt i det gamle hus er en lappeløsning, om det så er at flytte i stuen med soveværelset, så Andrea kan få ro om natten og et legeværelse, fordi der ikke er værelser nok. Eller det er at skulle rode op og gøre rent hver dag for gammelt støv i gamle gulvtæpper, organisere sig i rodet og føle at man kan lugte det gamle hus, selvom man ikke engang er hjemme og aldrig føle man kan gøre noget, for at det bliver rigtigt lækkert.

Det tager energi. Og det tager energi ikke at vide, hvornår man kommer i det nye hus, for der er ingen der vil tage ansvar for de defekte byggematerialer, der er blevet leveret til vores byggeri.

Ja ja, vil nogen sikkert tænke, det kunne jo være værre. Og det har de da fuldstændig ret i, men nu er det jo lige vores hverdag for tiden. Når man har en kæreste, som bekymrer sig om, hvem der tager ansvar og betaler regningen for fejlen og ligger søvnløs om natten, og måske har svært ved at finde overskud til barn og kæresten, Og man selv forsøger at skabe et rart og kærligt hjem for ham at komme hjem til, er det svært at finde energien og lysten til alle de andre spændende og kreative ting, man så gerne ville lave.

Så vores hverdag ville da klart blive mere overskudsagtigt, hvis der snart var nogen (læs:forsikringsselskaber) der ville tage et ansvar, betale regningen eller i det mindste lade os vide, hvor vi står, så vi kan komme videre med byggeriet, og vi igen kan få en mere nærværende og glad farmand på Søvang.

Så ville jeg da forhåbentlig kunne stoppe med denne misundelse, som faktisk ikke er særlig rar at have. For jeg ved jo godt, at græsset ikke er grønnere på den anden side. Og hvis det er, er det måske kunstigt.

al begyndelse er svær

image

Da jeg gik ind i det nye år, havde jeg sat mig nogen mål for dette år. Det var ikke en masse mål, for med husbyggeri og baby, er jeg godt klar over, at det ikke er tiden man har mest af, hvis jeg også skal bruge noget af denne tid på kærestetid. Men jeg fik sat mig nogen realistiske mål, som jeg allerede er godt på vej til at opfylde.

Jeg vil lære yoga, i mit eget tempo, der passer ind i vores hverdag. Derfor har jeg downloaded Rachel Brathens yoga film og forsøger at presse det ind en gang imellem. Målet er, at jeg bliver mere fortrolig med yogaen, og derved kan sættte mig nye mål, der hedder #yogaeverydamnday. Indtil videre er det max et par gange om ugen, og det har jeg accepteret, istedet for at stresse over ikke at få det gjort. Derfor har jeg også afmeldt mit medlemsskab i træningscentret, for med det ville jeg kun blive fit for fight, hvis den dårlige samvittighed kunne træne min krop.

Nu er det forår, og selvom vinden stadig er hård og kold, så varmer solen allerede og giver fornyet energi. Og så er det løbetid. Sidste år stoppede jeg med at løbe ret tidligt i graviditeten og dyrkede yoga og pilates i stedet, da det føltes bedre for min krop. Men nu skal der ske noget. Ud at løbe med vinden i ansigtet, lungerne hængende ud af halsen og ømme ben de første par uger. Fordi man fortryder kun, hvis man ikke kom afsted. Bagefter raser endorfinerne og samvittigheden er i top. Mit mål er bare at komme i gang igen et par gange om ugen og komme op på de ti km på 55minutter, jeg var på for 4 år siden inden vinteren kommer igen. Det vil gøre mig glad.

Jeg er begyndt at sy igen, det er alt lige fra sengetøj til kjoler til Andrea, og det er så fedt at se det endelig resultat. Jeg har altid syet, men aldrig efter mønstre, og er aldrig blevet rigtig tilfreds med resultatet. Nu har jeg købt ny sybog, kopieringspapir, sylineal og alle de andre som er uundværgelige, når man vil sy noget lækkert. Mit mål er at blive så god til at sy, at jeg kan sy en kjole til mig selv, men også hvis jeg har veninder, der ønsker sig noget specifikt. Jeg syntes, jeg er god til at se hvad der klæder andre, og hvis jeg så kunne sy dette til dem, ville det da være endnu federe.

Og det sidste planlagte mål for det nye år, er at skrive mere på bloggen. At gøre min blog fantastisk at se på, holde den opdateret og gerne få flere flere læsere, der gider at læse min blog og komme med ideer og kommentarer. Og her er jeg jo faktisk kommet ret godt igang, trods en langsom opstart.

So feel free to follow, læs og kommentér alt hvad du vil. Velkommen til mine skriblerier.

Alle de overvejelser

2014 (886)        2014 (247)         andrea (46)

I dag er min datter Andrea 8 måneder og 6 dage gammel. Hun besluttede sig for at komme til verden på en af de varmeste dage i 2014, og på den dag hendes far havde planlagt, at der skulle høstes. Høsten måtte udsættes et par dage, og Andrea kom til verden med et lille klynk og en masse hiven og trækken, og en kæmpe appetit på at spise og opleve. Vi tog hjem fra hospitalet en dag tidligere end nødvendigt, da det var alt for varmt og indelukket at være der. Så Andrea kom hjem til Søvang, der emmede af høsttravlhed, sommerstøv og nedrivningsbrokker. Den første nat sov hun i sin vugge, og det var som om, at hun blev lullet i søvn af vuggens bløde bevægelser og mejetærskernes brummen. Hun var kommet hjem til vante omgivelser. På dette tidspunkt var det endnu ikke gået op for mig , hvor meget mit liv havde og ville ændre sig med dette lille vindunderlige væsens ankomst. Og jeg vidste på dette tidspunkt ikke, hvad det var for en ny verden, der pludselig åbnede sig op for mig, på både godt og ondt.

I dag 8 måneder og 6 dage senere er jeg først lige begyndt at få et lille indblik i, hvad det vil sige at blive forældre. Inden Andrea kom til verden, var jeg helt på det rene med mine værdier om opdragelse og tanker om at være forældre, og jeg var sikker på at min viden om og erfaring med børn igennem mit arbejde og uddannelse, ville hjælpe mig, når jeg vaklede og blev testet som forælder. Oh God, I was wrong. Denne viden og erfaring er så svær at fastholde, når man sidder med sit lille barn, hvor man ville sælge sin højre arm eller sig selv, bare for at ens barn har godt. Men kan man undgå at gå på kompromis med sine værdier, når man lever i det samfund, vi nu en gang gør i dag?

Det kan i hvert fald være svært, som jeg også blev gjort opmærksom på i går, da vi var til babysvømning. Én af børnene var lidt småsyg og måtte gå tidligt op af vandet. I omklædningsrummet hørte jeg moren sige til en af de andre forældre, at hun virkelig ikke havde tid til at hendes datter var syg. Jeg tror ikke moren er karrieremenneske, eller har specielt flere opgaver eller jern i ilden, end andre normale middelklasseforældre, eller ikke har lyst til at være hjemme ved sit barn. Men tænk en gang, at selvom vi har indrettet vores samfund, så vi i det mindste har barnets 1.sygedag, så er det ikke med god samvittighed, at man går derhjemme og passer sit syge barn. Tænk en gang at få et barn man elsker og vil gøre alt for, men mentalt har man ikke overskud til det, for der er nok også lige en deadline, der skal nås, eller der er fire syge og kun to vikarer på arbejde i forvejen.

Der slog det mig, at jeg også kan komme til at stå i den situation, og det ønsker jeg ikke. For selvom vi er heldige at have farmor på efterløn lige i nærheden, så er det nok ikke hende, Andrea helst vil have, når hun har det skidt og gerne bare vil putte med sin mor eller far. Jeg fik jo ikke et barn, så andre mennesker skal tage sig af hende, når hun har allermest brug for mig eller sin far. BUM! Stof til eftertanke – hvor finder jeg et job, der tilgodeser dette? Og kan man det?Er det nu, jeg skal beslutte mig for at læse videre og vil det give mig mere frihed, eller er det nu jeg skal vælge at tage det store skridt og finde en helt anden løsning end at være lønmodtager. Og kan man bare det i et samfund, der er afhængig af at størstedelen arbejder (og derved også har deres børn i institutioner og holder julene i gang), så vores velfærdssamfund kan bestå. Og hvad er velfærd i Danmark i år 2015? You tell me?

Baby og byggeri

Jeg sidder med fingrene vippende henover tastaturet og synes det er lidt svært at komme i gang med at skrive igen. Jeg skal vist lige øve mig lidt på omdanne mine tanker til skrevne ord. Desuden har jeg (igen) valgt at skrive på dansk, da det selvfølgelig er det mest naturlige. Men jeg ved også at der er nogen kære venner i NZ, der gerne vil læse min blog, så derfor er jeg stadig lidt i limbo ifht hvilket sprog, jeg skal skrive på.

Nogen gange synes jeg ikke at det danske sprog er så dybdegående og ofte findes der et fedt ord på engelsk, som enten ikke eksisterer på dansk eller også er det bare for overfladisk i fht hvad jeg egentlig gerne vil udrykke med mine skrevne ord. Nå, men for nu skriver jeg på dansk. Om det jeg egentlig ville skrive om, nemlig tiden der er gået imellem mine blogs.
Jeg er blevet mor. Jeg er flyttet på landet, jeg har købt bil og jeg har solgt min lejlighed. Min kære dejlige lejlighed i Århus, som var helt min egen og min personlige investering. Det var mit sted, hvor jeg kunne gøre, som det passede mig. Jeg kunne indrette på præcis min måde og invitere lige hvem jeg ville uden at tage hensyn til andre. Nå ja, selvfølgelig med undtagelse af naboerne i opgangen. Jeg havde kun mig selv at rydde op efter, mig selv at lave mad til og mig selv at vaske tøj for. Men det var også kun mig selv, når jeg spiste eller så en god film i fjernsynet. Eller når jeg skulle sove. Jeg havde en masse frihed i den lejlighed, og det var nemt og ligetil. Min lejlighed, min frihed, mit ansvar.
Nu er der måske ikke så meget frihed mere, der er en masse opvask, madlavning, bleskift og tøjvask. Men der er også kærlighed og det bedste er at vågne om morgenen, når vi alle tre ligger i sengen (nogen gange fire, fordi Basse er snu nok til at vente med at liste op i sengen, til vi sover. Ja, hunden lister sig i sengen, indrømmet, men han er bare snu) og det første man ser, er Andreas store glade smil. Så er det det hele værd. På trods af at husbyggeriet er sat i bero på ubegrænset tid, og jeg ellers var begyndt at planlægge livet i i det nye hus, hvor det ikke ville lugte af gammelt hus, der ville være varmt, rent, nyt og lyst. Jeg var begyndt at glæde mig, for da endelig murværk og vinduer var oppe, var det som om, at det var ok at begynde at glæde sig og endda lidt ok at blive lidt utålmodigt. Men nu står foran at skulle rive alt murværk ned, og starte forfra. Så tager det virkelig pusten fra én og man bliver trist og opgivende….indtil jeg får et kæmpe smil fra Andrea, så  hiver jeg mig selv i nakken og minder mig om at der findes langt værre ting, end et byggeri gået i stå. Jeg ved det jo da om nogen gør. Så glæder jeg mig over det fantastiske lille menneske Jørgen og jeg har skabt, og bliver stolt og stædig, og tænker, at så klarer vi sgu også det.