En mors styrke

I dag er det 7år og 3 måneder siden Reuben døde og i dag er det Reubens fødselsdag. Han kunne være blevet 39 år. I dag er det også Reubens gudsøn Adams otte års fødselsdag. Den dejligste dreng med det skønneste smil. I dag har vi fejret min nevøs snarlige 2 års fødselsdag. Og i dag har Andrea grinet og grædt og skældt ud, alt sammen i  mine arme. Livet fortsætter og vi glæder os over lykken og frygter smerten, der også hører til at være lykkelig.

Lige nu består mit liv af de store glæder og de store frustrationer. At få barn har forandret alt i mit liv. Det har sat alt hvad jeg har oplevet indtil nu i perspektiv. At opleve at kunne elske et andet menneske uden forbehold er det mest fantastiske, men også det mest skræmmende. Jeg ved nu, at alt hvad jeg har oplevet indtil nu af både sorger og glæder, har formet mig og styrket mig til  at være Andreas mor.

Min mor fortalte mig forleden dag om hendes arbejdskollega, som lige havde mistet sin svigersøn. Han døde af kræft. Hans kone og seks årrige datter skulle sige farvel til en højtelsket far. Min mors arbejdskollega, som var mormor til denne skønne seksårige pige kunne kun trøste og være ved deres side, men aldrig fjerne denne store sorg. Pigen havde svært ved at sige farvel til sin far og fik derfor lov til at være der, da han skulle lægges i kisten. Hun havde haft mange spørgsmål til dette med at hendes far skulle begraves. Hun havde spurgt om han blev beskidt i graven, og om de skulle gå på kirkegården med hans post. Hun lagde tegninger i hans kiste og mente også, at han skulle have en pose slik, for hun vidste at hendes far elskede slik. Hun sagde til sin mor, at mormor nok kun gav ham lov til at få et stykke. Mormoren havde hørt den lille pige, og i sorgen glædet sig over barnets umiddelbarhed. Hun var gået hen  til den lille pige, taget hende i hånden og sagt at nu kunne de sammen gå hen og købe en slikpose til hendes far. Den lille pige var meget glad, tog sin mormor i hånden og gik hen til kiosken. Da de stod i kø, stod der en ældre herre bagved pigen og mormoren. Han overhørte mormoren og pigen snakke om at de skulle købe slik, hvorefter han i sjov sagde, at man da ikke fik fredagsslik på en onsdag. Pigen vendte sig resolut om, kiggede på manden og sagde at det IKKE var fredagsslik de skulle have, men slik til hendes far, som han skulle have med i kisten.

Da min mor fortalte dette, kunne jeg ikke holde tårerne tilbage. Denne lille pige skulle forholde sig til en virkelighed, som var så urealistisk og uforståelig, at selv de færreste voksne kan forstå det, når det sker. Og denne mormor gjorde sit bedste for at gøre det hele lidt mere barmhjertigt. Barmhjertigt for sit barnebarn og for sin datter. Og finde styrken til at gøre det midt i sin egen sorg. En mors styrke. At hjælpe med at bære sit barns sorger. Det er denne styrke som gør en mor.

Udgivet af

LKlemmensen

Jeg er født og opvokset i et parcelhuskvarter i 80'erne, med ligusterhæk og grønne velduftende græsplæner og varme sommerdage med brændende sort asfalt. Jeg var teenager og lyttede til Nirvana og Smashing pumpkins i halvfemserne, mens vi så 90210 på skærmen og drak VIP øl og Pisang Ambon om fredagen. I 00'erne rykkede jeg teltpælene op og flyttede til storbyen. Her læste jeg Dion Sommer og Stern, og lyttede til Francoise Hardy, Fat Freddys Drop og TV2, og tog på hvad jeg selv ville kalde min dannelsesrejse til New Zealnd. Ad flere omgange. I 10'erne er der kommet (lidt)ro på med fast job, jeg har købt lejlighed (og solgt den igen), er flyttet på landet, dyrker øko grøntsager og holder hund og frilandsgris sammen med kæresten og er blevet mor. Og vi er kun halvvejs i dette årti.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *