Misundelse er en grim ting

image…men alligvel har jeg ladet det snige sig ind i mit liv. Især når jeg sider i det gamle hus og kigger ud på det hus, der skulle have været så fantastisk, men bare står spøgelsesagtigt og griner af os.

Jeg har aldrig følt mig misundelig før. Ja, jeg har set hvad andre har eller hvad andre kan og gør, og har da også tænkt at det kunne være fedt, hvis det var mig. Men jeg har ikke følt at mit liv var dårligere end deres, fordi jeg ikke havde eller ikke kunne det samme som dem. Jeg har værdsat mit liv og altid sagt, at de valg jeg foretager, er mine valg og derfor har jeg mig selv at takke. Både når det går godt eller skidt. Eller når der er noget jeg ikke kan, så må jeg lære det, hvis det er vigtigt for mig og hvis det er noget jeg gerne vil have, så må jeg spare op eller lære at leve uden det. Og det har fungeret indtil nu.

Men når jeg kigger på alle billederne på Instagram af folks flotte hjem, eller vi får boligkataloger i postkassen og BoBedre ligger i venterummet hos tandlægen, eller man er på besøg hos vennerne, og der bare er lækkert og rent, så bliver jeg sgu misundelig. Når de har overskud til kæresteture og venner på besøg til middag, eller de indretter børneværelser eller tumler rundt på et lækkert trægulv (istedet for gamle gulvtæpper) og varmt gulv, så bliver jeg misundelig. Og når der er plads til at symaskinen står fremme og der er plads til spontane og kreative ideer, så sniger misundelsen ind på mig. Og jeg hader det.

Da jeg gik på barsel havde jeg alle de her ideer om, at jeg skulle sy tøj til Andrea, og jeg skulle male, sy og sammentømre til hendes værelse i det nye hus med alle mine amatørkreative evner. Jeg skulle skrive en masse, som jeg ellers ikke havde tid til, mens jeg arbejdede og jeg skulle bage og lave lækkert mad. Men min tid går ikke med alt det jeg gerne vil, for enten så er energien der ikke eller også er lysten der ikke.

Og ja, selvfølgelig tager Andrea meget af min tid, men tiden sammen med hende giver mig energi og lyst til at gøre disse ting.

Men når man bor i et gammelt hus, som endeligegentlig bare skulle rives ned, ligeså snart det nye stod klart, og alt i det gamle hus er en lappeløsning, om det så er at flytte i stuen med soveværelset, så Andrea kan få ro om natten og et legeværelse, fordi der ikke er værelser nok. Eller det er at skulle rode op og gøre rent hver dag for gammelt støv i gamle gulvtæpper, organisere sig i rodet og føle at man kan lugte det gamle hus, selvom man ikke engang er hjemme og aldrig føle man kan gøre noget, for at det bliver rigtigt lækkert.

Det tager energi. Og det tager energi ikke at vide, hvornår man kommer i det nye hus, for der er ingen der vil tage ansvar for de defekte byggematerialer, der er blevet leveret til vores byggeri.

Ja ja, vil nogen sikkert tænke, det kunne jo være værre. Og det har de da fuldstændig ret i, men nu er det jo lige vores hverdag for tiden. Når man har en kæreste, som bekymrer sig om, hvem der tager ansvar og betaler regningen for fejlen og ligger søvnløs om natten, og måske har svært ved at finde overskud til barn og kæresten, Og man selv forsøger at skabe et rart og kærligt hjem for ham at komme hjem til, er det svært at finde energien og lysten til alle de andre spændende og kreative ting, man så gerne ville lave.

Så vores hverdag ville da klart blive mere overskudsagtigt, hvis der snart var nogen (læs:forsikringsselskaber) der ville tage et ansvar, betale regningen eller i det mindste lade os vide, hvor vi står, så vi kan komme videre med byggeriet, og vi igen kan få en mere nærværende og glad farmand på Søvang.

Så ville jeg da forhåbentlig kunne stoppe med denne misundelse, som faktisk ikke er særlig rar at have. For jeg ved jo godt, at græsset ikke er grønnere på den anden side. Og hvis det er, er det måske kunstigt.

Udgivet af

LKlemmensen

Jeg er født og opvokset i et parcelhuskvarter i 80'erne, med ligusterhæk og grønne velduftende græsplæner og varme sommerdage med brændende sort asfalt. Jeg var teenager og lyttede til Nirvana og Smashing pumpkins i halvfemserne, mens vi så 90210 på skærmen og drak VIP øl og Pisang Ambon om fredagen. I 00'erne rykkede jeg teltpælene op og flyttede til storbyen. Her læste jeg Dion Sommer og Stern, og lyttede til Francoise Hardy, Fat Freddys Drop og TV2, og tog på hvad jeg selv ville kalde min dannelsesrejse til New Zealnd. Ad flere omgange. I 10'erne er der kommet (lidt)ro på med fast job, jeg har købt lejlighed (og solgt den igen), er flyttet på landet, dyrker øko grøntsager og holder hund og frilandsgris sammen med kæresten og er blevet mor. Og vi er kun halvvejs i dette årti.

3 meninger om “Misundelse er en grim ting”

  1. Årh hvor kan jeg godt forstå dine frustrationer Lone! Håber I snart kan komme videre, og at løsningen bliver god! Det er SÅ synd for jer.

    KH Charlotte

  2. jeg høre dig! Og tro mig, græsset er ikke grønnere på den anden side.. Du er sej og har en styrke der siger spar to – men hold nu kæft.. Kan sgu godt forstå dig.. ❤️

    1. Tak Charlotte, du er så sød. Dine søde ord giver mig lige fornyet energi. Vi forsøger virkelig også at se på alt det positive, vi har omkring os. Og heldigvis har vi det gode humør endnu. Men du ved jo også hvor svært det er, når planerne vælter. Læste lige en gadget overskrift den anden dag: ” I’m mom! What’s your superpower?” Den var da meget fin og sigende til de mødre, der lige skal finde en masse overskud, hvor det er lidt svært at finde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *