Når livet bliver for svært.

3182606755a4077211060b249857222lLivet er hårdt og det er spændende, det er givende og det dyrt, det er til tider smertefuldt og frygteligt, men det er også fantastisk og fint, skrøbeligt og smukt.

Nogen gange har det været så hårdt og smertefuldt, at jeg hellere ville have trukket alle neglene af mine fingre og brækket samtlige knogler i min krop, end opleve denne smerte. Men omvendt har denne hårde tid og smerte gjort mig stærk. Og jeg kan blive så  ked af det, når andre mennesker ikke magter at komme igennem denne smerte. Når livet bliver for svært for dem og de ikke kan se de små glimt af det fantastiske ved livet. De kan ikke se igennem den smerte og tristhed, der slører deres hjerne. Og til sidst vælger de at ende deres eget liv.

Jeg skriver dette, fordi jeg nu bor i det lille samfund, som jeg gør, hvor alle ved alt om alle, uden egentlig at alle altid kender hinanden. Vi ved, hvem de er, men vi kender dem ikke rigtigt. Og når der sker noget så frygteligt, at en mand vælger at tage sit eget liv, så ved vi det også. Men vi ved ikke hvorfor. Og vi ved ikke om vi kunne have gjort noget for at undgå det.

Vi kan spørge os selv eller hinanden, hvorfor han mon gjorde det og hvordan kunne han gøre det, når nu han havde teenagebørn? Kunne vi have undgået det, ved at spørge ham hvordan han havde det, sidste gang vi mødte ham i supermarkedet eller hos lægen, eller skal vi overhovedet slå os selv i hovedet med et ansvar, vi alligevel ikke kan leve op til?

Jeg bliver ked af det, når mennesker giver op på livet. Jeg bliver ked af at alt det fantastiske ved livet, som de ikke kommer til at opleve. Men jeg bliver allermest ked af det, når jeg tænker på de efterladte. De vil altid have denne sorg med dem og viden om, at det var et valg med afgørende betydning for deres liv, der blev truffet uden at de havde noget sige til det.

Udgivet af

LKlemmensen

Jeg er født og opvokset i et parcelhuskvarter i 80'erne, med ligusterhæk og grønne velduftende græsplæner og varme sommerdage med brændende sort asfalt. Jeg var teenager og lyttede til Nirvana og Smashing pumpkins i halvfemserne, mens vi så 90210 på skærmen og drak VIP øl og Pisang Ambon om fredagen. I 00'erne rykkede jeg teltpælene op og flyttede til storbyen. Her læste jeg Dion Sommer og Stern, og lyttede til Francoise Hardy, Fat Freddys Drop og TV2, og tog på hvad jeg selv ville kalde min dannelsesrejse til New Zealnd. Ad flere omgange. I 10'erne er der kommet (lidt)ro på med fast job, jeg har købt lejlighed (og solgt den igen), er flyttet på landet, dyrker øko grøntsager og holder hund og frilandsgris sammen med kæresten og er blevet mor. Og vi er kun halvvejs i dette årti.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *