Fra fuldtidsmor til mor på deltid!

IMG_1815

Om mindre end en uge er min barsel slut. Heldigvis har jeg syv ugers ferie til gode, der lige skal bruges, inden jeg skal tilbage på arbejde. For jeg er slet ikke klar. Der er så meget, jeg hellere vil, hovedsagligt tilbringe min tid sammen med Andrea og skabe et godt familieliv for os alle fire (inklusive den hun-gale handhund), mens Andrea er lille, istedet for at jage af sted for at nå det hele med fuldtids arbejde og 10 timers kørsel hver uge. Jeg har været væk fra arbejdsmarkedet siden den 2.maj 2014 og det har været fantastisk. Alle spørger mig nu, om jeg ikke glæder mig til at vende tilbage til arbejde. At komme til at snakke med voksne mennesker igen, og ikke kun være sammen med en baby hele dagen. Jeg kommer selvfølgelig også som pædagog til at tilbringe meget tid sammen med børn i mit arbejde. Bare ikke mit eget barn. Ja jeg savner mine glade, dygtige og skønne kollegaer, som i mine øjne altid arbejder for fuld styrke for at give børnene den bedste hverdag og en god start i livet med en tryg og spændende barndom. Men nej, jeg glæder mig ikke til at komme tilbage, for jeg har ikke savnet noget i min barsel. Jeg har brugt min energi på at lære vores datter og hendes behov at kende og forsøge at give hende de bedste vilkår og den bedste start i livet. Jeg har nydt hvert øjeblik, selv når det hele sejlede, huset lignede et krater, Andrea ikke ville sove, ikke ville spise, havde feber eller ondt for tænder og Jørgen havde travlt med det nye hus og ingen af os havde overskud til andet et godnatkys inden vi faldt i søvn under dynerne. Så har det været fantastisk at få lov at gå hjemme med denne lille skønne pige og følge hende i hendes udvikling og begejstring for verden.

Men det stopper åbenbart efter et år. Nu skal jeg tilbage på arbejde for at samfundet kan hænge sammen. Jeg skal sende min datter i institution eller dagpleje og lade en anden tage sig af hende, mens jeg tager mig af andres børn. Fra nu af er det fagfolk, der skal tage over og være sammen med min datter i de fleste af hendes vågne timer, mens jeg kører den lange vej på arbejde, som sikkert føles endnu længere, når jeg skal skynde mig hjem og hente min datter efter arbejdstid. Lige nu kan jeg ikke se et alternativ, men jeg håber det dukker op i løbet af de næste syv uger, inden jeg skal tilbage på arbejde.

Jeg har endnu ikke selv mødt fordomme, når jeg har luftet ideen om at være hjemmegående eller mor på fuldtid, mens mit barn er lille, men jeg ved at de eksisterer. Samfundet forventer at vi alle spæder til og oftest er det jo økonomisk i form af et arbejde. Og en hjemmegående husmor spæder ikke til økonomisk. Men hvad er det så en mor på fuldtid kan give samfundet, hvis man skal se det store perspektiv. I det lille perspektiv, som er familien, kan det give ro og nærvær, det kan give glade og sunde børn, der trives og har overskud, fordi overskud smitter. Og mon ikke det også kan smitte af på det store perspektiv. Jeg ved det ikke, men jeg forestiller mig det. Og her selvfølgelig sagt, at det kan jo også være far på fuldtid, hvis familien er sådan indrettet. Jeg ved i hvert fald bare, at jeg ikke har fået et barn for at være mor på deltid.

Hvilke tanker og overvejelser gør man sig, lige inden man skal sende sit barn i institution eller dagpleje og hvordan gør man sig selv klar til det, som er noget man reelt ikke ønsker, men måske er nødt til?

Eller er det bare at acceptere, at det er sådan vores samfund er indrettet?