At tage drømme seriøst.

IMG_1144Huset flyder med rod og vasketøjskurven er fyldt til randen. Jeg burde rydde op og gøre rent. I stedet har jeg lavet kaffe, smidt en bolle på risteren og sat mig foran skærmen. Den varme kaffe dufter og smager skønt og i dag er kaffen tiltrængt. Og behovet for at skrive på min blog vinder over mit behov for at have et pænt hjem.

I nat vågnede jeg, forvirret og bange. Jeg var sikker på, at jeg havde glemt at tænde babyalarmen. Selvom den aldrig er tændt om natten, for vi kan jo sagtens høre Andrea. Men jeg var overbevist om, at alarmen skulle være tændt og  jeg ledte febrilsk halvt vågen og halvt i søvne efter den på natbordet, indtil det gik op for mig, at det var noget jeg havde drømt. Så jeg skyndte mig ind på Andreas værelse for at se om hun stadig var i sin seng. Hun lå på ryggen i sin seng med begge sine arme over hovedet, med hovedet lidt til den ene side og underlæben let fremme. Helt stille. Helt fredfyldt. Så måtte jeg lige lytte om hun faktisk træk vejret. Og selvfølgelig gjorde hun. Med ro i sindet og pulsen på vej tilbage til det normale, listede jeg ud på toilettet. Jeg kunne lige så godt tisse, inden jeg hoppede tilbage under den varme dyne. I mørket listede jeg tilbage til sengen, men nåede lige at hamre tæerne ind i et stoleben, inden jeg nåede sengen. Heldigvis vågnede Andrea eller Jørgen ikke, da jeg bandende fandt vejen til sengen. Jeg kunne putte mig under dynen og sove videre.

Jeg har nogen gange haft disse drømme, hvor jeg tror de er virkelige og inden vi fik Andrea kunne jeg bare grine af dem. Men nu hvor drømmene omhandler hende og især frygten for at der er sket noget med hende, så kan jeg mærke, hvordan min puls stiger og det føles som om at jeg har fået en hel garnrulle uld proppet ned i min hals og jeg kan ikke trække vejret. Oftest er jeg heldigvis så træt at jeg ikke rigtig bliver bevidst om mine drømme og derfor heller ikke reagerer så kraftigt på dem. Men alligevel kan jeg have fornemmelsen af ubehag efter en ubehagelig drøm, selvom jeg ikke husker den. Jeg kan gå med denne fornemmelse i flere dage og ville nogen gange ønske, at jeg kunne huske drømmen, lige meget hvor ubehagelig den har været. Så jeg kan fortælle den videre og få det ud af hovedet.

Min bedstemor sagde altid til mig at de drømme man ikke fortæller til andre er de drømme der går i opfyldelse. Og måske er jeg lidt overtroisk med det, da jeg et par gange har haft drømme der er gået i opfyldelse, som jeg er sikker på jeg har drømt inden det skete eller måske mens det skete. Jeg ved det lyder fuldstændigt vanvittigt i nogen folks ører så jeg vil give et eksempel.

Da Reuben døde for syv år siden husker jeg det meget tydeligt, da det var det mest frygtelige jeg nogensinde havde oplevet. Reuben var afsted på firmaweekend til Middelfart med sine kollegaer. Det var første gang vi ikke sov sammen, siden vi havde lært hinanden at kende. Jeg husker at jeg snakkede med ham om aftenen, lige omkring spisetid, hvor han synes han var lidt utilpas og bare ville sove lidt. De havde fået masser af øl i bussen på vej til Middelfart, og jeg tænkte at det var derfor han var træt og utilpas. Da jeg gik i seng ved elleve tiden efter at Ane, som havde besøgt mig den aften, var gået hjem, skrev jeg en sms til Reuben. Jeg skrev at jeg savnede ham og glædede mig til at han kom hjem dagen efter. Jeg gik i seng og sov, indtil jeg vågnede midt om natten, fordi jeg græd i søvne. Hvorfor jeg græd ved jeg ikke, for jeg kan ikke huske at jeg drømte noget. Men jeg kan huske at jeg tørrede mine øjne og kiggede på telefonen. Klokken var næsten halv fire. Der var ingen beskeder.  Jeg husker også at jeg tænkte at Reuben nok bare havde sovet aftenen væk og jeg håbede at han derfor var frisk dagen efter, når han  kom hjem. Næste morgen stod jeg op ved otte tiden, lavede mig en kop te og spiste lidt morgenmad. Derefter satte jeg mig ved symaskinen og forsøgte at lappe et par gamle bukser. Jeg vidste at Reuben og hans kollegaer skulle spise morgenmad inden klokken ti på hotellet, så da klokken var over ti forsøgte jeg at ringe til ham. Det var en politimand, der tog telefonen. Da han forklarede mig, hvorfor han tog telefonen, tabte jeg telefonen og græd og skreg uhæmmet. Min telefon blev smadret og forbindelsen til politiet røg. Og min verden ændrede sig for altid. Da jeg senere hen snakkede med politiet igen, forklarede de mig hændelsesforløbet og de satte tid på hvornår han døde, nemlig mellem tre og halv fire om natten.

Så derfor reagerer jeg, når jeg drømmer. Og prioriterer dette fremfor søvnen.

Alle de overvejelser

2014 (886)        2014 (247)         andrea (46)

I dag er min datter Andrea 8 måneder og 6 dage gammel. Hun besluttede sig for at komme til verden på en af de varmeste dage i 2014, og på den dag hendes far havde planlagt, at der skulle høstes. Høsten måtte udsættes et par dage, og Andrea kom til verden med et lille klynk og en masse hiven og trækken, og en kæmpe appetit på at spise og opleve. Vi tog hjem fra hospitalet en dag tidligere end nødvendigt, da det var alt for varmt og indelukket at være der. Så Andrea kom hjem til Søvang, der emmede af høsttravlhed, sommerstøv og nedrivningsbrokker. Den første nat sov hun i sin vugge, og det var som om, at hun blev lullet i søvn af vuggens bløde bevægelser og mejetærskernes brummen. Hun var kommet hjem til vante omgivelser. På dette tidspunkt var det endnu ikke gået op for mig , hvor meget mit liv havde og ville ændre sig med dette lille vindunderlige væsens ankomst. Og jeg vidste på dette tidspunkt ikke, hvad det var for en ny verden, der pludselig åbnede sig op for mig, på både godt og ondt.

I dag 8 måneder og 6 dage senere er jeg først lige begyndt at få et lille indblik i, hvad det vil sige at blive forældre. Inden Andrea kom til verden, var jeg helt på det rene med mine værdier om opdragelse og tanker om at være forældre, og jeg var sikker på at min viden om og erfaring med børn igennem mit arbejde og uddannelse, ville hjælpe mig, når jeg vaklede og blev testet som forælder. Oh God, I was wrong. Denne viden og erfaring er så svær at fastholde, når man sidder med sit lille barn, hvor man ville sælge sin højre arm eller sig selv, bare for at ens barn har godt. Men kan man undgå at gå på kompromis med sine værdier, når man lever i det samfund, vi nu en gang gør i dag?

Det kan i hvert fald være svært, som jeg også blev gjort opmærksom på i går, da vi var til babysvømning. Én af børnene var lidt småsyg og måtte gå tidligt op af vandet. I omklædningsrummet hørte jeg moren sige til en af de andre forældre, at hun virkelig ikke havde tid til at hendes datter var syg. Jeg tror ikke moren er karrieremenneske, eller har specielt flere opgaver eller jern i ilden, end andre normale middelklasseforældre, eller ikke har lyst til at være hjemme ved sit barn. Men tænk en gang, at selvom vi har indrettet vores samfund, så vi i det mindste har barnets 1.sygedag, så er det ikke med god samvittighed, at man går derhjemme og passer sit syge barn. Tænk en gang at få et barn man elsker og vil gøre alt for, men mentalt har man ikke overskud til det, for der er nok også lige en deadline, der skal nås, eller der er fire syge og kun to vikarer på arbejde i forvejen.

Der slog det mig, at jeg også kan komme til at stå i den situation, og det ønsker jeg ikke. For selvom vi er heldige at have farmor på efterløn lige i nærheden, så er det nok ikke hende, Andrea helst vil have, når hun har det skidt og gerne bare vil putte med sin mor eller far. Jeg fik jo ikke et barn, så andre mennesker skal tage sig af hende, når hun har allermest brug for mig eller sin far. BUM! Stof til eftertanke – hvor finder jeg et job, der tilgodeser dette? Og kan man det?Er det nu, jeg skal beslutte mig for at læse videre og vil det give mig mere frihed, eller er det nu jeg skal vælge at tage det store skridt og finde en helt anden løsning end at være lønmodtager. Og kan man bare det i et samfund, der er afhængig af at størstedelen arbejder (og derved også har deres børn i institutioner og holder julene i gang), så vores velfærdssamfund kan bestå. Og hvad er velfærd i Danmark i år 2015? You tell me?