om taknemlighed og den 26.januar

image

I dag er det tirsdag den 26.januar 2016 og det er otte år siden, at jeg  foretog det værste opkald nogensinde. Et opkald som bare skulle være et hurtigt hej til min daværende kæreste, der havde været væk et døgns tid med sit arbejde, men der istedet blev et opkald besvaret af en ældre betjent, der “desværre måtte informere at Reuben Paniora var død”.

Et opkald som den dag i dag står helt skarpt i min hukommelse og helt skarpt i mit følelsesregister, men som ikke længere får mig til at græde. Jeg har genspillet denne frekvens af mit liv så mange gange i min hjerne, at det er blevet en del af mig uden at definere mig. Men det er også en frekvens som dukker op en gang imellem, når jeg bliver mindet om, hvor skrøbeligt livet er og at jeg skal huske at være taknemlig for hvad jeg havde og især for hvad jeg har nu sammen med min kæreste og datter. Lige gyldigt hvor hårdt livet kan være imod os, så har vi vores skønne datter Andrea, og vi har stadig hinanden, selvom vi og vores forhold gang på gang bliver presset af udefrakommende faktorer.

Vi har Andrea, der smiler til os som det første om morgenen, hun griner og løber rundt, hun tumler og hun skælder ud, og giver os de største og blødeste kram og de dejligste smil, så hendes øjne skinner. For hende kæmper vi.

Når livet bliver for svært.

3182606755a4077211060b249857222lLivet er hårdt og det er spændende, det er givende og det dyrt, det er til tider smertefuldt og frygteligt, men det er også fantastisk og fint, skrøbeligt og smukt.

Nogen gange har det været så hårdt og smertefuldt, at jeg hellere ville have trukket alle neglene af mine fingre og brækket samtlige knogler i min krop, end opleve denne smerte. Men omvendt har denne hårde tid og smerte gjort mig stærk. Og jeg kan blive så  ked af det, når andre mennesker ikke magter at komme igennem denne smerte. Når livet bliver for svært for dem og de ikke kan se de små glimt af det fantastiske ved livet. De kan ikke se igennem den smerte og tristhed, der slører deres hjerne. Og til sidst vælger de at ende deres eget liv.

Jeg skriver dette, fordi jeg nu bor i det lille samfund, som jeg gør, hvor alle ved alt om alle, uden egentlig at alle altid kender hinanden. Vi ved, hvem de er, men vi kender dem ikke rigtigt. Og når der sker noget så frygteligt, at en mand vælger at tage sit eget liv, så ved vi det også. Men vi ved ikke hvorfor. Og vi ved ikke om vi kunne have gjort noget for at undgå det.

Vi kan spørge os selv eller hinanden, hvorfor han mon gjorde det og hvordan kunne han gøre det, når nu han havde teenagebørn? Kunne vi have undgået det, ved at spørge ham hvordan han havde det, sidste gang vi mødte ham i supermarkedet eller hos lægen, eller skal vi overhovedet slå os selv i hovedet med et ansvar, vi alligevel ikke kan leve op til?

Jeg bliver ked af det, når mennesker giver op på livet. Jeg bliver ked af at alt det fantastiske ved livet, som de ikke kommer til at opleve. Men jeg bliver allermest ked af det, når jeg tænker på de efterladte. De vil altid have denne sorg med dem og viden om, at det var et valg med afgørende betydning for deres liv, der blev truffet uden at de havde noget sige til det.