Om mental oprydning og en boganmeldelse

IMG_1885Hvis jeg nogensinde skulle til et AA-lignende møde, ville det i stedet hedde AS. Anonyme Samlere. Hej jeg hedder Lone. Jeg samler på ting. Det har jeg ikke altid gjort. En gang kunne jeg sagtens smide ting ud, når jeg ikke havde brug for det mere og nogen gange har jeg stadig gode perioder, hvor det sker. Ting, som ikke har nogen affektionsværdi for mig. Tøj, som ikke har nogen affektionsværdi for mig. Men jo ældre jeg bliver, des flere ting får listet sig ind i mit hjem og gemmer sig i små bokse, æsker og skuffer, fordi jeg altid kan huske en historie til den pågældende ting. Tag en kjole, en gammel frakke eller en bluse frem fra mit skab og jeg kan fortælle dig, hvem jeg dansede med i den pågældende kjole,  hvem jeg kyssede i regnen foran rådhuset i den gamle frakke eller hvilken eksamen jeg var til i den blonde bluse. Åben en lille æske så ligger der en lille rynken kastanje og jeg ved lige præcis hvem der gik rundt med den i lommen som good luck charm inden jeg fik den eller rod igennem boksen med alle mine gamle breve og postkort, og jeg kan fortælle dig specifikt om personerne og mit forhold til dem på det pågældende tidspunkt. Og minderne er jo rare at have. Men tingene fylder mentalt for meget i form af deres fysiske masse og jeg er kommet frem til den konklusion, at det er på tide at rydde op og smide ud. En gammel trææske fyldt med små parfumeflakoner tjener intet formål, når jeg ikke bruger dem og parfumen er sikkert blevet harsk. Gamle bluser der måske har set bedre dage eller måske passer bedre til en pige i starten af tyverne fremfor en kvinde i starten af trediverne skal nu smides i småt brandbart eller sendes til genbrug. Jeg har længe forsøgt at sælge eller sortere og smide tøj ud, som jeg ikke længere har lyst til at have på. Det være sig fejlkøb, for stort eller for småt og nogen gange for slidt. Især de der slidte jeans, som ikke kan lappes mere og der ikke er anstændige at have på uden for privaten, medmindre man er teenager med en røv der er tættere på skulderbladene end på anklerne. Nu er det nu. En,to,tre nu, smid ud.

Denne såkaldte åbenbaring kommer efter jeg har læst “mine 100 ting” skrevet af Lucy Dillon. På engelsk “a hundred pieces of me”. En letfordøjelig roman på knap 500 sider, der tager udgangspunkt i en kvindes nye liv efter sin skilsmisse. Hun forsøger at rydde op i sit liv og være meget kritisk med hvad hun beholder. Hun vil kun beholde 100 ting. Man bliver ført igennem historien med gamle minder knyttet til de ting, hun vælger at beholde, som samlet giver et billede af den nutidige kvinde. Så simpel og så letlæselig. Men alligevel en øjenåbner. For mig i hvert fald. Ryd op, smid ud og lev i nuet. Læs den.

Så nu er der fundet store affaldssække frem (selvfølgelig de gennemsigtige) og en en tur på containerpladsen i den nærmeste fremtid bliver vist aktuel.

God plads, god karma.

Kærligst, Lone

 

Baby og byggeri

Jeg sidder med fingrene vippende henover tastaturet og synes det er lidt svært at komme i gang med at skrive igen. Jeg skal vist lige øve mig lidt på omdanne mine tanker til skrevne ord. Desuden har jeg (igen) valgt at skrive på dansk, da det selvfølgelig er det mest naturlige. Men jeg ved også at der er nogen kære venner i NZ, der gerne vil læse min blog, så derfor er jeg stadig lidt i limbo ifht hvilket sprog, jeg skal skrive på.

Nogen gange synes jeg ikke at det danske sprog er så dybdegående og ofte findes der et fedt ord på engelsk, som enten ikke eksisterer på dansk eller også er det bare for overfladisk i fht hvad jeg egentlig gerne vil udrykke med mine skrevne ord. Nå, men for nu skriver jeg på dansk. Om det jeg egentlig ville skrive om, nemlig tiden der er gået imellem mine blogs.
Jeg er blevet mor. Jeg er flyttet på landet, jeg har købt bil og jeg har solgt min lejlighed. Min kære dejlige lejlighed i Århus, som var helt min egen og min personlige investering. Det var mit sted, hvor jeg kunne gøre, som det passede mig. Jeg kunne indrette på præcis min måde og invitere lige hvem jeg ville uden at tage hensyn til andre. Nå ja, selvfølgelig med undtagelse af naboerne i opgangen. Jeg havde kun mig selv at rydde op efter, mig selv at lave mad til og mig selv at vaske tøj for. Men det var også kun mig selv, når jeg spiste eller så en god film i fjernsynet. Eller når jeg skulle sove. Jeg havde en masse frihed i den lejlighed, og det var nemt og ligetil. Min lejlighed, min frihed, mit ansvar.
Nu er der måske ikke så meget frihed mere, der er en masse opvask, madlavning, bleskift og tøjvask. Men der er også kærlighed og det bedste er at vågne om morgenen, når vi alle tre ligger i sengen (nogen gange fire, fordi Basse er snu nok til at vente med at liste op i sengen, til vi sover. Ja, hunden lister sig i sengen, indrømmet, men han er bare snu) og det første man ser, er Andreas store glade smil. Så er det det hele værd. På trods af at husbyggeriet er sat i bero på ubegrænset tid, og jeg ellers var begyndt at planlægge livet i i det nye hus, hvor det ikke ville lugte af gammelt hus, der ville være varmt, rent, nyt og lyst. Jeg var begyndt at glæde mig, for da endelig murværk og vinduer var oppe, var det som om, at det var ok at begynde at glæde sig og endda lidt ok at blive lidt utålmodigt. Men nu står foran at skulle rive alt murværk ned, og starte forfra. Så tager det virkelig pusten fra én og man bliver trist og opgivende….indtil jeg får et kæmpe smil fra Andrea, så  hiver jeg mig selv i nakken og minder mig om at der findes langt værre ting, end et byggeri gået i stå. Jeg ved det jo da om nogen gør. Så glæder jeg mig over det fantastiske lille menneske Jørgen og jeg har skabt, og bliver stolt og stædig, og tænker, at så klarer vi sgu også det.