Om mental oprydning og en boganmeldelse

IMG_1885Hvis jeg nogensinde skulle til et AA-lignende møde, ville det i stedet hedde AS. Anonyme Samlere. Hej jeg hedder Lone. Jeg samler på ting. Det har jeg ikke altid gjort. En gang kunne jeg sagtens smide ting ud, når jeg ikke havde brug for det mere og nogen gange har jeg stadig gode perioder, hvor det sker. Ting, som ikke har nogen affektionsværdi for mig. Tøj, som ikke har nogen affektionsværdi for mig. Men jo ældre jeg bliver, des flere ting får listet sig ind i mit hjem og gemmer sig i små bokse, æsker og skuffer, fordi jeg altid kan huske en historie til den pågældende ting. Tag en kjole, en gammel frakke eller en bluse frem fra mit skab og jeg kan fortælle dig, hvem jeg dansede med i den pågældende kjole,  hvem jeg kyssede i regnen foran rådhuset i den gamle frakke eller hvilken eksamen jeg var til i den blonde bluse. Åben en lille æske så ligger der en lille rynken kastanje og jeg ved lige præcis hvem der gik rundt med den i lommen som good luck charm inden jeg fik den eller rod igennem boksen med alle mine gamle breve og postkort, og jeg kan fortælle dig specifikt om personerne og mit forhold til dem på det pågældende tidspunkt. Og minderne er jo rare at have. Men tingene fylder mentalt for meget i form af deres fysiske masse og jeg er kommet frem til den konklusion, at det er på tide at rydde op og smide ud. En gammel trææske fyldt med små parfumeflakoner tjener intet formål, når jeg ikke bruger dem og parfumen er sikkert blevet harsk. Gamle bluser der måske har set bedre dage eller måske passer bedre til en pige i starten af tyverne fremfor en kvinde i starten af trediverne skal nu smides i småt brandbart eller sendes til genbrug. Jeg har længe forsøgt at sælge eller sortere og smide tøj ud, som jeg ikke længere har lyst til at have på. Det være sig fejlkøb, for stort eller for småt og nogen gange for slidt. Især de der slidte jeans, som ikke kan lappes mere og der ikke er anstændige at have på uden for privaten, medmindre man er teenager med en røv der er tættere på skulderbladene end på anklerne. Nu er det nu. En,to,tre nu, smid ud.

Denne såkaldte åbenbaring kommer efter jeg har læst “mine 100 ting” skrevet af Lucy Dillon. På engelsk “a hundred pieces of me”. En letfordøjelig roman på knap 500 sider, der tager udgangspunkt i en kvindes nye liv efter sin skilsmisse. Hun forsøger at rydde op i sit liv og være meget kritisk med hvad hun beholder. Hun vil kun beholde 100 ting. Man bliver ført igennem historien med gamle minder knyttet til de ting, hun vælger at beholde, som samlet giver et billede af den nutidige kvinde. Så simpel og så letlæselig. Men alligevel en øjenåbner. For mig i hvert fald. Ryd op, smid ud og lev i nuet. Læs den.

Så nu er der fundet store affaldssække frem (selvfølgelig de gennemsigtige) og en en tur på containerpladsen i den nærmeste fremtid bliver vist aktuel.

God plads, god karma.

Kærligst, Lone

 

Alle de overvejelser

2014 (886)        2014 (247)         andrea (46)

I dag er min datter Andrea 8 måneder og 6 dage gammel. Hun besluttede sig for at komme til verden på en af de varmeste dage i 2014, og på den dag hendes far havde planlagt, at der skulle høstes. Høsten måtte udsættes et par dage, og Andrea kom til verden med et lille klynk og en masse hiven og trækken, og en kæmpe appetit på at spise og opleve. Vi tog hjem fra hospitalet en dag tidligere end nødvendigt, da det var alt for varmt og indelukket at være der. Så Andrea kom hjem til Søvang, der emmede af høsttravlhed, sommerstøv og nedrivningsbrokker. Den første nat sov hun i sin vugge, og det var som om, at hun blev lullet i søvn af vuggens bløde bevægelser og mejetærskernes brummen. Hun var kommet hjem til vante omgivelser. På dette tidspunkt var det endnu ikke gået op for mig , hvor meget mit liv havde og ville ændre sig med dette lille vindunderlige væsens ankomst. Og jeg vidste på dette tidspunkt ikke, hvad det var for en ny verden, der pludselig åbnede sig op for mig, på både godt og ondt.

I dag 8 måneder og 6 dage senere er jeg først lige begyndt at få et lille indblik i, hvad det vil sige at blive forældre. Inden Andrea kom til verden, var jeg helt på det rene med mine værdier om opdragelse og tanker om at være forældre, og jeg var sikker på at min viden om og erfaring med børn igennem mit arbejde og uddannelse, ville hjælpe mig, når jeg vaklede og blev testet som forælder. Oh God, I was wrong. Denne viden og erfaring er så svær at fastholde, når man sidder med sit lille barn, hvor man ville sælge sin højre arm eller sig selv, bare for at ens barn har godt. Men kan man undgå at gå på kompromis med sine værdier, når man lever i det samfund, vi nu en gang gør i dag?

Det kan i hvert fald være svært, som jeg også blev gjort opmærksom på i går, da vi var til babysvømning. Én af børnene var lidt småsyg og måtte gå tidligt op af vandet. I omklædningsrummet hørte jeg moren sige til en af de andre forældre, at hun virkelig ikke havde tid til at hendes datter var syg. Jeg tror ikke moren er karrieremenneske, eller har specielt flere opgaver eller jern i ilden, end andre normale middelklasseforældre, eller ikke har lyst til at være hjemme ved sit barn. Men tænk en gang, at selvom vi har indrettet vores samfund, så vi i det mindste har barnets 1.sygedag, så er det ikke med god samvittighed, at man går derhjemme og passer sit syge barn. Tænk en gang at få et barn man elsker og vil gøre alt for, men mentalt har man ikke overskud til det, for der er nok også lige en deadline, der skal nås, eller der er fire syge og kun to vikarer på arbejde i forvejen.

Der slog det mig, at jeg også kan komme til at stå i den situation, og det ønsker jeg ikke. For selvom vi er heldige at have farmor på efterløn lige i nærheden, så er det nok ikke hende, Andrea helst vil have, når hun har det skidt og gerne bare vil putte med sin mor eller far. Jeg fik jo ikke et barn, så andre mennesker skal tage sig af hende, når hun har allermest brug for mig eller sin far. BUM! Stof til eftertanke – hvor finder jeg et job, der tilgodeser dette? Og kan man det?Er det nu, jeg skal beslutte mig for at læse videre og vil det give mig mere frihed, eller er det nu jeg skal vælge at tage det store skridt og finde en helt anden løsning end at være lønmodtager. Og kan man bare det i et samfund, der er afhængig af at størstedelen arbejder (og derved også har deres børn i institutioner og holder julene i gang), så vores velfærdssamfund kan bestå. Og hvad er velfærd i Danmark i år 2015? You tell me?